Close
Anders Bjerre

ANDERS BJERRE

MÅLFARLIG ALL ROUND-SPILLER

Tørre statistikker kan faktisk indeholde ganske interessante oplysninger om en fodboldspiller, som i dette tilfælde Anders Bjerre, der gennem en lang seniorkarriere på 16 år bevægede sig rundt geografisk i fem-seks klubber med den spæde start som kun 18-årig i AGF over B 1903, KB, FC København, Næstved, Lyngby og retur til AGF, hvor karrieren sluttede i 2003. I 272 superligakampe scorede han 25 gange. De 18 mål blev lavet for AGF i 191 kampe. Den relativt flittige målscoring er bemærkelsesværdig i betragtning af, at Anders Bjerre i langt de fleste kampe optrådte i forsvaret og på midtbanen, mens de få kampe som angriber var i den helt unge alder før superligaens indtog i 1992. Anders Bjerre vil næppe protestere, hvis man karakteriserer ham som en teknisk god og klog spiller med et godt spark.

Før Anders Bjerre i 1991 indledte sin sjællandske rundrejse, oplevede han på en begivenhedsrig tur til Barcelona i 1989 både en sportslig skuffelse over ikke at komme på banen, da hjemmeholdet efter 0-0 mod AGF akkurat gik videre med 1-0 samlet i pokalvindernes Europa Cup-turnering, og en lille personlig triumf efter kampen.

-Jeg var rigtig glad for som helt ung spiller at blive udtaget til truppen, og jeg ville enormt gerne have været på banen, men det kom jeg så ikke. Til gengæld tog jeg ’hævn’ i omklædningsrummet, hvor jeg byttede min AGF-paradedragt for et fuldstændigt spillesæt – nummer 5! Jeg har stadig trøjen, og som formentlig den eneste i verden har jeg også en næsten ubrugt Barcelona-træningsdragt fra 1989, siger Anders Bjerre, der kom tilbage til AGF, netop som klubben havde vundet bronze i 1997 i Peter Rudbæks succesrige periode som cheftræner.

Båret i kongestol

Anders Bjerre havde vel nok sin mest stabile periode i de sidste år i AGF, hvor han i et par sæsoner var anfører og scorede forholdsvis flittigt, selv om han spillede i forsvaret. De sidste år i karrieren var ikke de bedste for AGF som hold. Han føler selv, at han flere gange underpræsterede mod Viborg, der i hans optik havde nogle hurtige angribere, som han ’bøvlede’ lidt med. Dog opnåede Anders Bjerre faktisk at blive båret i kongestol, fordi holdet netop havde undgået nedrykning!

-Men i den situation var det selvfølgelig ikke os spillere, der blev fejret. Det var klubben, man hyldede. Det var en fantastisk oplevelse, der fortæller noget om intensiteten i den opbakning, AGF er så heldig at have, siger Anders Bjerre, der i dag har sin bedste AGF-kammerat i Flemming Povlsen, som han dog ikke har spillet med. Til gengæld var de gode kolleger på den nu lukkede Hessel Fodboldskole og mødes ofte i dag for at cykle sammen.

-I min drengetid blev der engang arrangeret en tur til en AGF-hjemmekamp med den lille klub, jeg repræsenterede. Jeg så ikke et klap af kampen, fordi jeg piskede rundet for at finde de andre. Alligevel vidste jeg, da jeg kom hjem, at jeg rigtig gerne ville spille i AGF engang, når jeg blev stor. For jeg havde aldrig før oplevet noget, der betød så meget for så mange. Sådan er det heldigvis stadig, og måske netop derfor er forudsætningerne for storhed i AGF til stede, siger Anders Bjerre, der i dag arbejder som lærer på en skole for anbragte børn og unge.

Født: 27.05.1969 i København

AGF: 1997-2003

Kampe: 191

Mål: 18