Close
Arne Sørensen

ARNE SØRENSEN

ALL ROUND-SPILLEREN

”Du bliver landsholdets bedste på pladsen som centerhalf,” sagde AGF-træner Henry From i 1961 til den kun 19-årige Arne Sørensen. Skæbnen ville så, at Arne Sørensens alsidighed som spiller gjorde ham til den perfekte alle round-spiller, der kunne benyttes og blev benyttet på mindst syv forskellige pladser i forsvaret og på midtbanen.

-Henry From og andre havde set mig som den perfekte afløser for Hans Christian Nielsen, der havde spillet pladsen som centerhalf i storhedstiden med fire danske mesterskaber og fire pokaltriumfer til AGF fra 1955 til 1960 – plus olympisk sølv med Danmark i 1960 i Rom. Men Bent Wolmar var også kandidat til samme post, og så blev jeg rykket rundt på andre pladser i både forsvar og på midtbanen, hvor der nu ellers var brug for mig, siger Arne Sørensen, der efter sine fem år i AGF, kun afbrudt af et kortere ophold i Røde Kro, i 1966 skiftede til Silkeborg IF, hvor han i øvrigt blev anfører sideløbende med en karriere i erhvervslivet som ejer af en træfinérvirksomhed.

Aarhus-drengen Arne Sørensen skiftede som 13-årig 2. års junior fra AIA til AGF og blev seks år senere i 1961 kastet ind som debutant i pokalfinalen mod KB i Idrætsparken, hvor århusianerne triumferede med en sejr på 2-0. Fire år senere – efter DM-sølvmedaljer i 1964 – var Arne Sørensen med til at gentage kunststykket samme sted mod samme modstander, hvor sejrscifrene dog kun blev 1-0. De to pokalfinaler og de to efterfølgende runder i pokalvindernes Europa Cup mod først Vitoria Setubal fra Portugal og i anden runde Celtic fra Glasgow var højdepunkterne i Arne Sørensens karriere i AGF, hvor han havde gode holdkammerater som de to målmænd, John Leo Jensen (bedste kammerat), Bent Martin, Jørn Bjerregaard, Verner Hermansen og Henning Enoksen.

Neutraliserede skotsk stjerne

-Vi røg ganske vist ud af anden runde med et samlet 0-3 resultat efter de to kampe mod Celtic, der endte 0-1 i Aarhus og 2-0 i Glasgow. Men kampen i Skotland var en af mine allerbedste i AGF-trøjen, hvor jeg havde stort held med at stoppe den farlige Jimmy Johnston, der var nøglespilleren på det fantastiske Celtic-hold, der vandt ni skotske mesterskaber i træk i 1960’erne og 1970’erne, siger Arne Sørensen.

En promoveringstur over fem uger for AGF i USA i 1963 med en række venskabskampe hører også til de store oplevelser, der har sat sig i erindringen hos Arne Sørensen, der bl.a. var med til at besejre USA to gange med cifrene 5-1 og 11-2! Også lokalbragene mod AIA i 1. division hørte til datidens vigtigste opgør.

Arne Sørensen solgte firmaet i Silkeborg for 32 år siden, og bor i dag alene efter hustruens død for mange år siden, men tager nogle afstikkere til sin lejlighed på Tenerife. I nogle år spillede han golf både i Himmelbjergets Golfklub og i Silkeborg, men det tillader helbredet ikke længere.

-Men jeg blev både meget overrasket og glad, da jeg i februar i år på min 80-års fødselsdag modtog en gavepakke fra AGF med en T-shirt med AGF-logo. Det var en flot tanke fra klubben, som jeg sætter stor pris på.

Født: 26.02.1942 i Aarhus

AGF: 1961-1965

Kampe: 59

Titler: Pokalen 1961 og 1965