BENT WACHMANN

UNDER DOMMERENS RADAR

Det var ikke velset af alle i Aarhus-klubben AIA, da Bent Wachmanns far sendte sønnen til træning i AGF i 1966 som 7-årig. Faderen byggede nyt hus på Midtagervej som genbo til AGF’s tennisanlæg, så sønnen scorede mange forvildede tennisbolde. Men hverken far eller søn havde fortrudt skiftet, da han 13 år senere efter en lang tur gennem alle klubbens ungdomsrækker debuterede for AGF på sin 20-års fødselsdag mod B 93 på Østerbro Stadion i en kamp, der endte med århusiansk sejr på 3-0 på en enkelt assist fra debutanten. Bent Wachmann nåede stort set hele vejen rundt på holdkortet. Efter pladser som højre back og stopper scorede han en del mål som angriber og første års senior på holdet i Jyllandsserien, der rykkede op i 1978, før træner Erik Christensen i 1979 lod ham debutere på førsteholdet som højre back. Efter Poul Erik Bechs ankomst som træner i 1980 startede Wachmann på midtbanen, men blev fra 1982 rykket ud som permanent højre back – og gjorde det så godt, at en tabloidavis havde ham på årets hold.

Let arbejdsfordeling

-Senere i 1980’erne spillede vi meget 3-5-2 med John Stampe som sweeper, mens jeg foran ham for det meste dannede par med Bjørn Kristensen, mens Per Beck Andersen og Karsten Christensen på skift delte højresiden. Sådan var opstillingen på mesterholdet i 1986, hvor vi også jokede med, at Bjørn og jeg skulle løbe de bolde op, som Stampe ikke kunne nå. Det indgående kendskab, vi havde til hinanden, gjorde dog arbejdsfordelingen let, for jeg varetog den bagerste position nærmest målmand Troels Rasmussen, når John Stampe og Bjørn Kristensen skulle være målfarlige ved alle dødboldsituationer. Det er måske også årsagen til, at jeg kun scorede to mål i 408 kampe – et med hvert ben, og det ene mod Lars Høgh på Aarhus Stadion, siger Bent Wachmann, der i en lang årrække havde det ufravigelige ritual, at han altid løb sidst på banen, mens anføreren (John Stampe eller Lars Lundkvist) og Troels Rasmussen løb først. ’Jeg skulle lukke leddet og sørge for, at vi var 11 på dagen.’

Bent Wachmanns karriere kulminerede som den alsidige forsvarsspiller på det legendariske firserhold med mesterskabet i 1986 og de to pokaltitler i 1987 og 1988. Det blev desuden til to sølv- og tre bronzemedaljer – og altså medaljer syv år i træk. Som forsvarsspiller gik han ofte lidt under dommerens radar, hvilket fik holdkammeraterne til at døbe ham ’Angelface’ på grund af den uskyldige mine, han formåede at stille op. Han opnåede aldrig at få et rødt kort. Wachmann peger på John Stampe som den holdkammerat, han har haft det bedst med undervejs, men han har også pæne ord om Preben Wagners korte visit i klubben.

-Der var et stærkt hierarki, da jeg kom med i 1979. Til en af de første træningssamlinger spurgte Preben Wagner mig, om vi skulle være sammen til en opvarmningsøvelse. Ikke fordi han skulle, men måske fordi han selv havde været i samme situation tidligere. Han var nu etableret og med til at vinde bronze i 1978. En anden episode kom til at betyde noget for mig resten af livet, da John Stampe i omklædningsrummet efter træning spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at komme forbi privaten om natten for at se boksning med Muhammed Ali bokse. Jeg sagde frejdigt ja tak og fik besked på at være der kl. 03 og tage noget hvidt brød med. Da jeg ankom præcist, duftede lejligheden af klar suppe med boller. Stampe tog imod brødet med ordene: ”Sæt dig ind i stuen til svogeren, men vær lidt stille, for Vibse sover!” Jeg husker ikke kampens resultat, men suppen smagte fantastisk, siger Bent Wachmann, der peger på Lars Bastrup som en hård modstander.

-Han var både holdkammerat og modstander, og en vanvittig irriterende en af slagsen med et legendarisk antrit, som han havde lært i det første professionelle ophold i tyske Kickers Offenbach. I AGF-tiden i 1980-81 var det ligegyldigt, om det var træning eller kamp, for der blev gået til stålet. Jeg mindes specielt de mange småspark i akillessenerne, når man forsøgte at dække bolden af. Men hårdheden blev afgørende for, at vi i den periode rykkede os og i næsten 10 år endte i top4 hvert år. Men ud over det, så er Lars Bastrup en fantastisk fyr og et godt menneske.

For Bent Wachmann står DM-trumfen i 1986 naturligvis højt på listen over karrierens personlige triumfer, men resultatmæssigt peger han også på kampene i 1989 mod FC Barcelona i pokalvindernes Europa Cup. Efter 0-1 på Aarhus Stadion var der en spinkel chance for at gå videre, men det lykkedes ikke efter et flot 0-0 resultat med store chancer til både Søren Andersen og Marc Rieper.

Byttede trøje med Lineker

-Min direkte modstander var englænderen Gary Lineker, som jeg også byttede trøje med. Han anerkendte i øvrigt vores flotte præstation. Ved senere sammenkomster må både Søren Andersen og Marc Rieper høre for deres afbrændere. Personlig husker jeg også et lille klap på skulderen, jeg fik af selveste Johan Cruyff, der altid havde været mit største fodboldidol.

Allerede som aktiv engagerede Bent Wachmann sig i Spillerforeningen, bl.a. som formand, og i perioden 1994-1998 var han direktør i AGF’s professionelle afdeling. I den periode havde han sin største fanoplevelse, da AGF under træner Peter Rudbæk i 1996 besejrede Brøndby med 2-0. ’Fantastisk og forløsende at opleve den triumf mod vore ærkerivaler.’ Efter nogle omveje i det århusianske sports- og kulturliv er Bent Wachmann nu tilbage i AGF, hvor han som netværkschef plejer klubbens sponsorer, så de får det optimale ud af deres sponsorater, danner relationer internt og forstår sammenhængskraften.

-AGF står i dag rigtig godt polstret økonomisk. Det giver en handlefrihed her i 2022, som ikke har været klubben forundt i mange år. Perspektiverne med udsigt til et nyt fodboldstadion er historiske, og alene den fortælling giver netop nu uanede muligheder og samarbejder. Klubben har formået at udvikle sig til Byens Hold. Alle går stolte rundt i en hvid AGF-trøje. Sådan har det ikke altid været. Da vi i 1992 kvalificerede os til pokalfinalen, der skulle spilles i Aarhus mod B 1903, havde vi kun de 16 hvide trøjer, som holdet spillede i! I ugerne forinden trak jeg lod om hjemmebanefordelen på DBU’s kontor. B 1903 mente ellers, at hjemmebane måtte være fordel nok. Men heldigvis vandt vi lodtrækningen, for vi havde på det tidspunkt ingen udebanetrøjer!