Close

CASPER SLOTH

ELEGANT BOKS TIL BOKS-SPILLER

Faktisk er det ikke helt korrekt at skrive om Casper Sloth, at hans AGF-karriere varede i fem år fra 2009 til 2014. Dertil skal nemlig lægges andre fem år som ungdomsspiller, fordi han allerede i 2004 som 11-årig skiftede fra Brabrands ungdomsafdeling til Fredensvang, så det samlede ophold i den hvide trøje blev på 10 år.

I 133 kampe for AGF og 35 kampe på fem forskellige ungdomslandshold udviklede Casper Sloth sig til en teknisk betonet og målfarlig midtbanespiller med en god skudteknik – en decideret 8’er. Men også en boks til boks-spiller, der godt kunne give en fod med i det defensive arbejde. De indlysende evner førte ham til i alt otte landskampe med debut i truppen op til de to VM-kvalifikationskampe i 2012 mod Bulgarien og Italien.

-Min største tilfredsstillelse som AGF-spiller var, at jeg som Aarhus-dreng formåede at komme fra ungdomsafdelingen og få mit gennembrud på senior-niveau. Da jeg kom op som helt ung, havde vi en superligatrup med et fantastisk sammenhold med god stemning og dynamik i truppen. Det var i en periode, hvor FC København var den hårdeste modstander af alle at være oppe imod. Vi havde mange fede kampe imod dem, men de bedste resultater i min tid var uafgjorte kampe mod københavnerne, siger Casper Sloth.

Problemer med salg til udlandet

Med den eksplosive udvikling var Casper Sloth et oplagt salgsemne for AGF, og spillerens egne ønsker og drømme gik da også i den retning. Muligheden bød sig første gang i vinterens transfervindue i 2013, da Club Brügge var interesseret. Siden meldte den franske klub OGC Nice og andre klubber fra udlandet sig på banen i de næste transfervinduer med seriøs interesse for den elegante midtbanespiller, men imod Casper Sloths ønske afslog AGF hver gang at sælge ham. Det blev til gengæld aktuelt året efter, da AGF endnu engang måtte ned i den næstbedste række og nærmest blev tvunget til at sælge midtbanespilleren til Leeds United. På det tidspunkt var Casper Sloth kun 22 år, men med kun 14 kampe for klubben over to år blev opholdet i Leeds en skuffelse for århusianeren. Han blev delvist også offer for et trænerskifte, der sendte ham langt ned i hierarkiet.

-Jeg vil ikke lægge skjul på, at der var ting i det forløb omkring mit klubskifte, som jeg havde ønsket ville forløbe anderledes. Jeg tror, det ville være gået anderledes, hvis jeg var blevet solgt på et tidligere tidspunkt. Fortrydelse er så meget sagt, men her mange år senere kan jeg godt se, at der var ting, som jeg gerne havde set udvikle sig på en anden måde. Som helt ung er det svært at se sine drømme blive spoleret i form af et skifte til udlandet, som ikke blev realiseret. Men når det er sagt, så har jeg altid været stolt og glad for at repræsentere AGF, og jeg vil altid være fan af klubben, siger Casper Sloth.

Efter opholdet i Leeds United, der også kom til at koste Casper Sloth en længere landsholdskarriere, blev han hentet hjem til superligaen af AaB i en enkelt sæson, der blev fulgt op af to år i Silkeborg. Herefter gik turen til Motherwell FC i Skotland og Notts County i England. Århusianeren havde herefter et kort ophold i Helsingør, før den aktive karriere sluttede i islandske Stjarnan.

I dag arbejder Casper Sloth i Aarhus og Randers som pædagog på bosteder for domsanbragte personer over 18 år.

-Som AGF-fan ser jeg med fortrøstning på AGF’s muligheder i fremtiden. For den mere anonyme betragter bør det også være glædeligt, hvis AGF formår at holde sig fremme i toppen. Med sin størrelse og store fanbase er AGF en klub, der er brug for i dansk topfodbold, siger Casper Sloth.

Født: 26. marts 1992 i Aarhus

AGF fra 2009 til 2014

Kampe: 133

Mål: 10

Landskampe: 8