Close
Claus Christiansen

CLAUS CHRISTIANSEN

TRÆNER OG BANKMAND

Efter 20 år i en dobbeltrolle som bankmand og fodboldtræner fik pokalvinderen fra 1992, Claus Christiansen, i januar 2022 en alvorlig påmindelse om, at et arbejdsliv i overhalingsbanen kan risikere at få en brat ende. En blodprop kunne dog ikke stoppe valutarådgiveren fra Jyske Bank, der allerede et par måneder efter kunne markere sin 50 års- fødselsdag som værende i fuld vigør igen både i banken og i trænerjobbet for Ringkøbings hold i Danmarksserien.

-Selvfølgelig sætter sådan en episode nogle tanker i gang, men lige nu har jeg ikke tænkt mig at opgive trænergerningen. Jeg er primært bankmand, men trænergerningen er min hobby, der giver mit et godt kick, så det er blevet til en livsstil for mig at klare begge dele, sagde Claus Christiansen, der i øvrigt også får tid til golfbanen i ny og næ – dog kun i arbejdstiden med kunder fra banken! En måned siden måtte han dog strække gevær og trække sig fra trænergerningen i Ringkøbing af hensyn til både helbred og familie.

Efter nogle ungdomsår i Aabyhøj skiftede Claus Christiansen som 15-årig i 1987 til AGF, hvor han tre år senere fik sin debut på førsteholdet mod Helsingør med Ole Brandenborg som træner. Han blev senere på året afløst af Lars Lundkvist, der var cheftræner under pokaltriumfen i 1992 med 3-0 sejren på Aarhus Stadion over B 1903, som Claus Christiansen heller ikke tøver med at udnævne til sin største oplevelse i AGF-trøjen. Han fortsatte med Peter Rudbæk som cheftræner indtil 1995. -Jeg sagde på et tidspunkt nej tak til en fuldtidsaftale som professionel, og set i bakspejlet skulle jeg måske have satset lidt mere på min spillerkarriere, siger Claus Christiansen, der var en solid midtbanespiller (defensiv), men også ganske målfarlig.

Foruden Aabyhøj og AGF har Claus Christiansen i årene fra 1995 til 2001 også spillet i følgende klubber: Randers Freja, Herning Fremad, FC Mamer Luxembourg og Aabyhøj, mens trænerkarrieren tæller klubber som AGF (DS), FC Horsens (DS), Brabrand (1. div.), Skanderborg, TST, Aarhus Fremad (2. div.), Silkeborg KFUM (DS) og senest Ringkøbing. Der knytter sig den særlige historie til Skanderborg, at holdet i perioden 2008 til 2013 med Claus Christiansen som træner havde fire oprykninger fra serie 2 til 2. division. Ikke så mærkeligt, at klubben sendte bud efter samme træner igen i 2018-sæsonen. -Det var en god tid i Skanderborg, hvor vi oplevede det usædvanlige, at hele 11 spillere var med hele vejen fra serie 2 til 2. division, siger Claus Christiansen, der peger på John Stampe som sin bedste holdkammerat i AGF.

Forkamp på Wembley

-Jeg havde kendt John Stampe fra jeg var helt lille, fordi han kom meget i vores hjem i Aabyhøj. Han var hård som spiller og træner, men vi lærte en masse om, hvad der skulle til for at klare sig. Bl.a. mod nogle modstandere som John ’Faxe’ Jensen (Brøndby), Henrik ’Store’ Larsen (Lyngby) og Ulrik Moseby (OB), der hørte til de hårdeste af de drenge, jeg har spillet imod, siger Claus Christiansen, der også i sine unge år havde nogle oplevelser på diverse ungdomslandshold (38 kampe på tre U-landshold), som kun er de færreste forundt.

-Det var fantastisk i 1987 med U/16-landsholdet at spille en forkamp på Wembley i London til en kamp mellem Verdensholdet og England i anledning af sidstnævntes 100 års-jubilæum. Preben Elkjær var på Verdensholdet sammen med spillere som Diego Maradona og Michel Platini, og Maradona måtte naturligvis finde sig i at blive hånet af det engelske publikum for det mål, han scorede med hånden under VM i 1986 mod netop England. Tre år senere spillede vi så med U/18-landsholdet en forkamp til England mod Brasilien, siger Claus Christiansen, der har dette syn på AGF’s fremtid: -Det er vigtigt, at klubben selv udvikler flere spillere til superligatruppen samtidig med, at scouting og rekruttering bliver forbedret, så de nye, der kommer ind, også er i stand til at begå sig.

Født: 27.03.1972 i Aarhus

AGF: 1990-1995

Kampe: 115

Mål: 5

Titler: Pokalen 1992