Close
Danny Olsen

DANNY OLSEN

FRA SPILLER TIL AGENT

Danny Olsen er en af de spillere på topplan, der kan skrive under på, at timingen i klubskifter er vigtige. Såvel i hans egenskab som tidligere spiller og agent hos Elite Consulting, hvor det foruden kontraktforhandlinger også drejer sig om rådgivning af unge spillere i deres valg af klub. I den retning var den elegante midtbanespiller uheldig, da han i vinterpausen 2014 skiftede fra FC Midtjylland til et AGF-hold, der indledte forårssæsonen med at fyre cheftræner Peter Sørensen. Trænerposten blev overtaget af assistenten Jesper Fredberg i en elendig halvsæson, der sluttede med nedrykning fra superligaen. Det resulterede naturligvis i en række skriverier om Danny Olsens eventuelle skifte tilbage til FC Midtjylland, men i den sidste ende valgte han at opfylde kontrakten, der var på tre og et halvt år. Efter et mellemspil med Morten Wieghorst som AGF-træner 2014-2015 blev Danny Olsen genforenet med sin tidligere træner i FCM, Glenn Riddersholm.

-Det var selvfølgelig ikke med i mine planer, at vi skulle rykke ned kort tid efter min ankomst til AGF, men jeg kan ikke sige, at jeg har fortrudt min tid i klubben af den grund. Det var fantastisk at være med til en turn around med Jacob Nielsens ankomst som direktør i klubben, og oprykningen året efter hører til mine bedste oplevelser med klubben, siger Danny Olsen, der også husker pokalfinalen mod FC København i 2016 som en stor oplevelse.

Fantastisk kulisse

-AGF’s fans skabte en fantastisk kulisse både før og under kampen i Parken, og jeg kan stadig mærke de kuldegysninger, jeg fik, da Morten ’Duncan’ Rasmussen udlignede til 1-1, siger Danny Olsen, der kalder samme ’Duncan’ for den bedste holdkammerat i AGF som ’den mest scorende spiller i superligaens historie’. -Til gengæld vil jeg kalde Jesper Grønkjær for den sværeste modspiller på banen. Han var sublim og den bedste, jeg har spillet over for i superligaen. Da pokalfinalen blev spillet i Parken 2016, var Morten Wieghorst blevet udskiftet med Glen Riddersholm. FCK vandt finalen med 2-1 på mål af Nicolai Jørgensen og William Kvist.

Før AGF-tiden havde Danny Olsen haft en flot senior karriere hos klubber som AB, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, hvor han i 177 kampe manifesterede sig som en målfarlig midtbanespiller med 33 scoringer. Det resulterede bl.a. i en enkelt landskamp og to ligalandskampe, men forinden var der også 12 kampe på cv’et for U/19, U/20 og U/21. Da kontrakten med AGF udløb i 2017, kunne parterne ikke blive enige om en forlængelse, hvorefter Danny Olsen efter to år i Hobro opgav at fortsætte karrieren som aktiv – delvist på grund af skadesproblemer.

Født: 11.06.1985 i Hvidovre

AGF: 2014-2017

Kampe: 102

Mål: 21