Close
Henrik Mortensen

HENRIK MORTENSEN

FORFULGT AF SKADER

Aarhus-drengen Henrik Ejegod Mortensen er rekordernes mand i AGF på både godt og ondt. Og desværre for ham mest det sidste på baggrund af de utallige og langvarige skader, der forfulgte ham i en ellers meget lovende karriere, der kom til at strække sig over 15 år – med langt færre kampe end det burde være blevet til. Efter to ophold i udlandet hos belgiske Anderlecht (1985-1988) og engelske Norwich (1989-1991) var Henrik Mortensen i 1991 så hårdt medtaget, at han blev erklæret fodboldinvalid. Næsten to år efter lykkedes det ham dog at gøre comeback hos AGF, hvor han spillede, indtil han valgte at stoppe definitivt i 1999. -Hvis jeg skulle fortryde noget i min karriere og gøre noget om, så skulle det være at undgå de mange skader, men det er man jo ikke selv herre over, siger Henrik Mortensen.

Rekordantallet af skader stod i skærende kontrast til de positive rekorder, stortalentet tegnede sig for, lige fra han debuterede på det danske U/17-landshold som 15-årig i 1983. I 23 kampe på tre U-landshold scorede han 12 mål. Da han i 1984 debuterede som 16-årig for AGF mod KB, blev han den yngste debutant i AGF’s historie – lige akkurat tre dage yngre end Adam Daghim, der i foråret 2022 debuterede på Aarhus Stadion mod Vejle.

Ung debutant i udlandet

Efter det lynhurtige skifte i 1985 til den belgiske storklub RSC Anderlecht blev det målfarlige angrebstalent den yngste dansker til at debutere for en udenlandsk klub som professionel. Han var på det tidspunkt 17 år og syv måneder. Tættest på den rekord kom Christian Eriksen i 2010, da han debuterede i Ajax Amsterdam fire måneder ældre end Henrik Mortensen. Desværre blev det kun til en god håndfuld kampe i Anderlecht-tiden på grund af alvorlige skader – men dog med et par scoringer.

Talentet var så stort og åbenlyst hos den teknisk dygtige og træfsikre Henrik Mortensen, at han i 1984 ikke blot blev kåret til Årets Fund i dansk fodbold, men også Årets Fund i dansk idræt i det hele taget. Men alle skaderne til trods, så kan Henrik Mortensen bryste sig af de to pokaltriumfer med AGF i 1988 og 1996, hvor det begge gange gik ud over Brøndby. Den efterfølgende modtagelse af fans ved hjemkomsten til Aarhus i 1996 ser han derfor også som en af karrierens største oplevelser, mens han i AGF-tiden husker en spiller som AaB-forsvareren Søren Thorst som en barsk modstander. ’En særdeles hård hund.’

-Jeg tror på, at AGF nok skal blive en magtfaktor igen i dansk fodbold, selv om vi muligvis skal vente et par år mere, siger Henrik Mortensen, der i dag arbejder som erhvervsassurandør i Købstædernes Forsikring.

Født: 12.02.1968 i Aarhus

AGF: 1984-1985, 1988-1989 og 1992-1999

Kampe: 180

Mål: 39

Titler: Pokalen 1988 og 1996