JAN HALVOR HALVORSEN
DEN NORSKE FJELDVÆG
Sommeren 1992 er for længst gået over i historien, som dengang det danske landshold, der var med på afbud fra det udelukkede Jugoslavien, tog fusen på alle og vandt EM-slutrunden i Sverige med finalesejr over Tyskland på Nya Ullevi i Göteborg den 26. juni. Men kun en måned før kom fodbold-sommeren til Aarhus, da AGF tog endnu en dansk pokaltitel på hjemmebanen Aarhus Stadion, hvor 20.000 tilskuere så århusianerne lægge B 1903 i graven med en sejr på 3-0. Det var i samme sæson, københavnerne fusionerede med KB til det nuværende FC København, og i øvrigt første gang, pokalfinalen blev afviklet i Aarhus, fordi Parken var under ombygning.
Selv om AGF’s målscorere var Bo Harder, Søren Andersen og Palle Sørensen, så var det en af klubbens nyerhvervelser, nordmanden Jan Halvor Halvorsen, der løb med mange hvide, århusianske fodboldhjerter som den solide norske fjeldvæg i forsvaret, der ’spiste de københavnske av-av-tvillinger (Michael og Martin Johansen) til morgenmad’, som der stod i en lokal avis efter kampen. De små københavnske tryllekunstnere kunne ikke stille meget op mod et solidt århusiansk forsvar, der foruden Jan Halvor Halvorsen også bestod af målmanden Troels Rasmussen, Claus Thomsen som sweeper/libero og Kent Nielsen som markeringsspiller og makker til nordmanden på et hold, der var godt taktisk styret af træner Lars Lundkvist. I øvrigt var den senere AGF-spiller, Torben Piechnik, også med på B 1903-holdet.
Toppen af AGF-tiden
-Den pokaltriumf var helt sikkert toppen af min AGF-tid med den store opbakning fra fanklubben. Jeg havde nogle af mine bedste år som spiller i AGF, og privat var det også en god tid, da to af mine sønner blev født i Aarhus. Jeg havde det godt med alle holdkammeraterne, og min sværeste modstander var nok vores egen angriber Søren Andersen, men han var altså også bange for mig, siger Jan Halvor Halvorsen.
Med Jan Halvor Halvorsen havde AGF gjort et scoop ved at hente ham i den tyske klub Hertha Berlin, hvor han over tre sæsoner havde spillet 74 kampe og scoret fem gange. I AGF blev det til en enkelt scoring i 67 kampe over to sæsoner, før den populære nordmand rejste hjem til Sogndal i Norge – til stor ærgrelse for mange AGF-tilhængere.
Jan Halvor Halvorsens spillemæssige karriere startede i Pors og gik over Eik-Tønsberg i to sæsoner, et enkelt års ophold i Jerv, to år i Brann, Bergen, før Hertha Berlin hentede ham til Tyskland. Han nåede også omkring Ipswich Town i England. Efter Sogndal blev det også til ophold i Rosenborg, før spillerkarrieren stoppede i 1996. På landsholdsplan blev det til fem kampe for Norge i 1989-1990, en enkelt B-landskamp og syv U/21-landskampe.
Jan Halvor Halvorsen har aldrig sluppet fodbolden, men har siden 1996 fungeret som træner og har haft succes i klubber som Byåsen, Start, Sogndal, svenske Sundsvall og Notodden, før en afstikker til USA, hvor han fungerede som assistent for den tidligere FCK-træner Hans Backe i New York Red Bulls, hvor sønnerne Torben og Jonas spillede på ungdomshold. I 2013 vendte Jan Halvor Halvorsen hjem til Norge som træner for klubberne Bodø/Glimt, Fredrikstad og Bryne, før han ved indgangen til 2022 overtog cheftrænerjobbet i Lyn, Oslo.
AGF’s store publikum har aldrig glemt den succes, Jan Halvor Halvorsen fik i Aarhus, og ved flere lejligheder så man i årene efter hans afrejse til Norge skilte på stadion med påskriften: ’Halvor som borgmester.’
-AGF er en klub, der altid bør være blandt de bedste i Danmark, siger Jan Halvor Halvorsen, der i de seneste 22 år har fungeret som cheftræner i forskellige klubber.
Født: 08.03.1963 i Porsgrunn, Norge
AGF: 1992-1994
Kampe: 67
Mål: 1
Titler: Pokalen 1992