Close
Jan Lauridsen

JAN LAURIDSEN

MULTITALENTET

Professionel sport i dag åbner ikke mange muligheder for, at de aktive kan sprede sig over flere sportsgrene på samme tid og stadig være en del af eliten. Men det lod sig faktisk gøre for 30-40 år siden for enkelte multitalenter som f.eks. Viby-drengen Jan Sander Lauridsen, der ikke blot gjorde sig gældende i både fodbold og håndbold på topplan, men faktisk også nåede landsholdet i begge sportsgrene. På landsholdsniveau toppede Jan Lauridsens håndboldkarriere med fire kampe i 1984, mens den enlige fodboldlandskamp kom på hans cv i 1988, da han blev skiftet ind i en OL-kvalifikationskamp mod Vesttyskland.

Barndomsklubben Viby IF var Jan Lauridsens solide udgangspunkt for begge sportsgrene, men efterhånden som ambitionerne matchede evnerne, blev det Aarhus KFUM og AGF, der fik stor glæde af boldtalentet, der oplevede det usædvanlige at blive dansk mester med begge klubber. For håndboldens vedkommende skete det i 1983, inden han i en to-årig periode i 1984 og 1985 supplerede karrieren med et professionelt håndboldeventyr hos spanske Marlboro Canteras på Las Palmas, Gran Canaria.

Debut mod Bayern München

Herefter blev det fodbolden, der tog over, da AGF havde spottet angrebstalentet i sommeren 1986 på vej mod det danske mesterskab. Jan Lauridsen fejrede kontraktunderskrivelsen med at score to mål i sin debut i en venskabskamp mod selveste Bayern München, og så var banen ellers kridtet op til en succesrig fodboldkarriere med det danske mesterskab senere samme år efterfulgt af de to pokaltriumfer i 1987 og 1988.

-De største personlige triumfer i den hvide AGF-trøje var den afgørende scoring i Herfølge, da vi vandt mesterskabet i 1986, men også de to pokaltitler mod henholdsvis AaB og Brøndby vejede tungt. Her scorede jeg det ene af målene mod AaB (3-0) og havde et oplæg til Lars Lundkvist i 2-1-sejren over Brøndby. Efter DM-triumfen fik vi en fantastisk modtagelse i Fredensvang af vores fans, der altid gav os positiv respons, siger Jan Lauridsen, der nævner holdkammeraten Allan Reese, som han udviklede et privat venskab med. -Vi og vores koner ses stadig privat i dag, siger Jan Lauridsen, der også nævner AaB’s stopper Søren Thorst som en hård modstander. -Han var benhård og veg ikke en tomme fra min side! Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes i AGF, skulle jeg nok have bidraget med lidt færre penge til bødekassen! Jeg kom ofte lidt for sent – især til vores morgen-træning, siger Jan Lauridsen, der i 1990 skiftede til Viborg FF og sluttede karrieren i Horsens fS i 1991.

-Lige nu ser jeg AGF som en klub, hvor der ligger et stort arbejde for ledelsen med at finde den røde tråd for klubbens fremtid, så visionerne kan føres ud i livet. AGF kan og skal tilbage i toppen af dansk fodbold. Og det skal gøres bedre, for ’De Hviie’ har alle muligheder med den fantastiske opbakning, der er fra omgivelserne i Aarhus, siger Jan Lauridsen, der i dag efter en erhvervskarriere som ejendomsmægler jonglerer med en helt tredje bold – nemlig golfbolden som manager i Mollerup Golf Club.

Født: 18.01.1963 i Viby

AGF: 1986-1989

Kampe: 78

Mål: 25

Titler: DM 1986. Pokalen: 1987 og 1988