Close
Jerry Lucena

JERRY LUCENA

VESTJYSK FILIPPINER

Vestjyden med det lidt eksotiske navn, Jerry Ruben Lucena, er den eneste spiller i dansk fodbold, der kan bryste sig af at have spillet landsholdsfodbold for både Danmark og Filippinerne. I Danmark var det ganske vist ’kun’ for U/21-landsholdet (2) og ligalandsholdet (2) i perioden 2001 til 2006, før han i perioden 2011 til 2015 tog imod opfordringen til at stille op for sit andet hjemland, for hvem han har opnået 38 kampe for A-landsholdet og scoret et enkelt mål. Da opfordringen kom fra faderens hjemland (dansk mor, red.), spillede han stadig i AGF, hvor han opnåede 166 kampe (3 mål) i perioden 2007 til 2012.

Det var cheftræner Ove Pedersen, der hentede midtbanespilleren med den store arbejdsradius til AGF. Fra sin tid i Esbjerg fB havde AGF-træneren et godt kendskab til Jerry Lucena, der fik en tumultarisk tid i klubben rent sportsligt med nedrykning i 2010 under træner Erik Rasmussen og oprykning igen til superligaen året efter under træner Peter Sørensen. Det var i øvrigt sidstnævnte, der rykkede Jerry Lucena tilbage på pladsen som højre back, hvor han sluttede AGF-karrieren i 2012 for at vende tilbage til Esbjerg fB. Her fortsatte han indtil 2016, da en knæskade definitivt stoppede karrieren som aktiv.

Fem gode år

-På trods af nedrykningen i 2010 havde jeg fem rigtig gode år i AGF, som jeg på ingen måde fortryder i dag. Vi opnåede også gode placeringer med en femteplads og to sjettepladser, og den dag i dag er vi faktisk et stort slæng af gode holdkammerater inklusive den daværende anfører Steffen Rasmussen, der mødes en gang imellem og holder julefrokost sammen. Desuden husker jeg Aarhus og AGF for det meget positive, at det var i den periode, mine to børn blev født, siger Jerry Lucena, der efter afslutning på karrieren fortsatte i Esbjerg fB som akademi-træner og chef for klubbens U/19-hold. Under den vestjyske krise med nedrykning fra 1. division har Jerry Lucena i foråret 2022 også fået en rolle som assistent for cheftræneren Steffen Ernemann.

-Der er og vil altid være et stort potentiale i AGF med den store opbakning fra hele byen og de mange trofaste fans. Aarhus er en god fodboldby, og jeg synes, det kunne være rigtig fedt, hvis klubben snart vender tilbage til top3 i dansk fodbold, siger Jerry Lucena.

Født: 11.08.1980

AGF: 2007-2012

Kampe: 166

Mål: 3