
JØRGEN PAGH
DEBUTEREDE PÅ AFBUD
Det blev en vellykket debut, da Jørgen Pagh i 1969 havde sin første kamp for AGF’s divisionshold i et opgør mod Brønshøj på Aarhus Stadion. Den kun 20-årige forsvarsspiller blev sendt på banen i stedet for den rutinerede Kaj Holst Mikkelsen, der var skadet. Jørgen Pagh og den øvrige del af forsvaret gjorde det så godt, at træner Kaj Christensens hold kunne vinde 3-0. Selv om han debuterede i forsvarskæden, opnåede Jørgen Pagh også at optræde både på midtbanen og i angrebet i en periode, hvor nogle af medspillerne var folk som Tom Bonde, Keld Seneca, Torben Mikkelsen, Kjeld Jensen, Jens Harmsen, Ole Wendelbo og Hans Brammer. Efter AGF-tiden havde den læreruddannede Jørgen Pagh i 1982 en halv sæson som spillende træner i Hjortshøj Egå Idrætsforening.
I perioden 1971-1975 spillede Jørgen Pagh på divisionsholdet med Jacob Sejersen, der blev en af hans bedste venner både på og uden for banen. Desværre oplevede han det tragiske, at vennen som kun 29-årig afgik ved døden efter en boksekamp i Esbjerg. De to var også gode studiekammerater på Marselisborg Seminarium.
Usympatisk og arrogant
Jørgen Pagh ser tilbage på lokalopgørene i 2. division mod Fuglebakken i 1970 og 1971 – den sidste med en sejr på 4-0 og 21.000 tilskuere på Aarhus Stadion – som nogle af karrierens største oplevelser, mens han ikke er i tvivl om, at KB-angriberen Niels-Christian Holmstrøm var den værste modstander ’fordi han virkede både usympatisk og arrogant.’ -Men jeg havde et ganske godt tag på ham de tre gange, jeg spillede direkte over for ham i Idrætsparken, siger Jørgen Pagh, der er pensioneret efter mange år som lærer på Rosenvangskolen i Viby.
Født: 20.10.1948 i Aarhus
AGF: 1969-1976
Kampe: 115
Mål: 15
