Close
Jørn Bjerregaard

JØRN BJERREGAARD

STJERNESTATUS I ØSTRIG

Som en af de ældste nulevende AGF-legender kan den snart 80-årige Jørn Bjerregaard se tilbage på en imponerende karriere med ubetinget stjernestatus i den østrigske storklub Rapid Wien, hvor han i historisk sammenhæng nævnes i samme sætning som den østrigske landsholdsangriber og topscorer, Hans Krankl, der anses for klubbens største angriber gennem tiderne. Landsholdsstatus nåede Jørn Bjerregaard desværre aldrig i Danmark, hvis man ser bort fra hans otte kampe på ungdomslandshold. Han ville givet have været sikker mand på A-landsholdet i flere år, hvis Dansk Boldspil Unions amatørregler ellers have tilladt brugen af udlandsprofessionelle.

Og professionel i udlandet var netop, hvad Jørn Bjerregaard blev i 1966, efter at han i en fire-årig periode havde bombet 75 mål ind for AGF i 104 kampe, der indbragte ham både pokaltriumfen i 1965 med sejr over KB, men også sølvmedaljer i 1964, bronzemedaljer i 1962 og topscorerværdigheden i 1. division i 1965. Jørn Bjerregaard var født i Vejle, men voksede op i Aarhus-bydelen Hasle og kom til AGF som ungdomsspiller. Han var oprindelig højre wing på et AGF-hold med bl.a. Kjeld Jensen og Henning Enoksen i angrebet, men efterhånden rykkede han ind på pladsen som centerforward, hvor hans store styrke i hovedspillet kom til sin ret.

-I de gode år i AGF var det specielt anfører John Amdisen, der hjalp mig i de første år i klubben. Vi bevarede kontakten i mange år, og han besøgte mig i Wien, hvor han også fik lov til at træne med i Rapid. Det var gode oplevelser, da vi efter pokalsejren over KB skulle spille Europa Cup mod Vitoria Setubal i Portugal, hvor opholdet i udekampen blev forlænget med et par feriedage i Lissabon, siger Jørn Bjerregaard, der scorede det ene af målene i 2-1 sejren i Aarhus. Da det blev samme cifre i Portugal, var AGF klar til anden runde, hvor Celtic Glasgow var for stor en mundfuld. Det skotske storhold vandt i øvrigt samme turnering i 1967. Jørn Bjerregaard husker også med glæde tilbage på en stor oplevelse, da AGF blev inviteret til at spille i Italien mod Torino, der netop havde fået ungarsk træner. Det samme havde AGF i Geza Toldi, der havde skabt forbindelsen.

Topscorer i Østrig

Efter skiftet til Rapid Wien fortsatte Jørn Bjerregaard med at brage mål ind med det resultat, at han og holdet vandt det østrigske mesterskab i både 1967 og 1968, da århusianeren sluttede øverst på topscorerlisten i den østrigske Bundesliga. Det blev også til tre pokaltriumfer med Rapid Wien i 1968, 1969 og 1972, og både i 1968 og 1970 blev Jørn Bjerregaard kåret til Årets Spiller i Østrig. Den helt store stjernestund for danskeren kom i 1968, da Rapid Wien hjemme havde vundet 1-0 over Real Madrid i mesterholdenes Europa Cup. Efter 1-0 føring til Real Madrid på Estadio Bernabeu var det helt lige, indtil Jørn Bjerregaard udlignede på langskud. Så var 2-1 sejren ikke nok for Real Madrid qua den daværende regel om udebanemål.

-Sensationen mod Real Madrid bragte i øvrigt en sjov oplevelse med sig senere. I mine drengeår i Hasle var jeg altid Real Madrid-legenden Puskas, når vi spillede i kvarteret omkring mit hjem. Et halvt år efter triumfen på Bernabeu blev Rapid Wien inviteret til at spille afskedskamp samme sted for netop Ferenc Puskas, der spillede 20 minutter af kampen, før han lod sig udskifte til publikums store hyldest. Han takkede os pænt for kampen og havde i øvrigt et godt forhold til østrigsk fodbold, hvor han nåede at træne lidt, inden han fortsatte til Real Madrid efter flugten fra Ungarn i 1956 på grund af Sovjetunionens invasion, siger Jørn Bjerregaard, der efter de gode år i Rapid Wien sluttede karrieren med tre år i SC Eisenstadt og scorede 25 mål i 84 kampe.

Hjem som træner i AGF

Efter karrieren som aktiv vendte Jørn Bjerregaard for en kort stund tilbage til Danmark, hvor han i 1976 var træner for det AGF-hold i 2. division, der rykkede tilbage i den bedste række, hvorefter Erik Christensen overtog posten. Tilbage i Aarhus begyndte Jørn Bjerregaard også at arbejde i rejsebranchen, og det fortsatte han med, da han efter halvandet år vendte tilbage til Østrig, hvor han har boet lige siden – nu som pensionist – dog med flittige afstikkere til Aarhus og sommerhuset i Hou.

– Jeg har ofte fulgt AGF’s kampe på stadion, når jeg er hjemme i Danmark på ferie. Med det gode bagland, byens opbakning og de mange tilskuere bør AGF kunne tilkæmpe sig en position som værende konstant blandt de tre-fire bedste i landet, siger Jørn Bjerregaard, der trods sin høje alder har været aktiv på tennisbanen, indtil en udskiftning af et knæ for halvandet år siden satte ham ud af spillet – ’forhåbentlig midlertidigt.’

Født: 19.01.1943 i Vejle

AGF: 1962-1966

Kampe: 104

Mål: 75

Titler: Pokalen 1965