JOHN SIVEBÆK
EUROPAMESTER OG AGENT
Den nu 60-årige tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldagent, John Sivebæk, er en af de AGF-legender med det flotteste internationale cv efter en karriere, der sluttede som aktiv med kun en enkelt sæson i AGF under træner Peter Rudbæk i sæsonen 1996-1997. Den sluttede i øvrigt med bronzemedaljer, så noget fik den oprindelige Vejle-spiller da ud af sit korte ophold i AGF, som ifølge ham selv sagtens kunne have været forlænget med et år eller to.
-Lysten til at fortsætte var der, men en forlængelse kolliderede med mit løfte om at gå ind i min svigerfars møbelforretning, hvor der skulle ske et generationsskifte, og det var den direkte årsag til, at jeg stoppede karrieren, siger John Sivebæk, der i 2004 solgte virksomheden og gik ind i agentbranchen som partner, indtil han i 2017 gik solo med Sivebæk Sports Management.
Solgt til Manchester United
I 1996 overraskede han de fleste i den danske fodboldverden ved at vælge AGF frem for en forlængelse med Vejle Boldklub. Her var han to år tidligere vendt hjem fra en flot og langvarig udlandskarriere, der nærmest sensationelt startede i VM-året 1986 i Manchester United og gik over de to franske klubber, AS Saint-Etienne og AS Monaco, før udlandseventyret sluttede i italienske Pescara Calcio før hjemturen til Vejle.
-Skiftet til AGF var også lidt kontroversielt, fordi jeg ikke kunne blive enig med barndomsklubben i Vejle. I stedet havde jeg en god dialog med AGF, bl.a. træner Peter Rudbæk og den sportslige leder Jens Harmsen. Det virkede mere professionelt i retning af det, jeg kendte fra udlandet, så det var en rigtig god beslutning på det tidspunkt. Det blev et spændende år i AGF, hvor jeg kom på hold med min gode ven Torben Piechnik, som jeg stadig ses privat med, og fantastiske spillere som Martin Jørgensen, Stig Tøfting og Lars Windfeld, siger John Sivebæk, der ikke er i tvivl om at nævne Erik Bo Andersen som en hård modstander: ’Mest på grund af hans hurtighed og målnæse.’
Højdepunktet i karrieren var EM-triumfen med landsholdet i Sverige i 1992. Den hurtige og fysisk stærke wingback i højre side nåede hele 87 landskampe, men scorede kun en enkelt gang. Det var målet til 3-1, da Danmark vandt VM-kvalifikationskampen i Irland i november 1985. Sandsynligvis også den scoring, der fik Manchester United til at signe Vejle-spilleren i løbet af vinteren. Det førte til en historisk debut i februar 1986 mod Liverpool FC – med Jan Mølby på holdet – på Anfield Road.
Scorede historisk mål
Efter skiftet fra manager Ron Atkinson til skotten Alex Ferguson blev det John Sivebæk, der scorede det første mål i Ferguson-regi med det enlige mål i 1-0 sejren over Queens Park Rangers. Af samme grund optræder John Sivebæk faktisk stadig på Manchester Uniteds hjemmeside med følgende tekst:
”Det var en drøm for mig at skrive kontrakt med så stor en klub. United fulgte mig i året før, bl.a. i landskampen i Irland, hvor jeg scorede. Jeg havde flere tilbud fra klubber i Tyskland, Belgien og Holland, og det var med til at overbevise United, mens det var let for mig at acceptere et tilbud fra så stor en klub. I øvrigt glemmer jeg aldrig min debut på Anfield Road på min hustrus fødselsdag. Da vi ankom til stadion, blev der smadret en rude i bussen lige der, hvor jeg sad. Da vi stod ud af bussen, blev vi mødt med tåregas, så vi måtte skynde os til omklædningsrummet.”
-I dag ser jeg AGF som en storklub med traditioner og et kæmpe potentiale. Jeg tror, klubben vil komme tilbage til toppen igen. Det skal lykkes, siger John Sivebæk.
Født: 25.10.1961 i Vejle
AGF: 1996-1997
Kampe: 28