Close

KAJ HOLST MIKKELSEN

FORSVARSKLIPPEN

For den snart 85-årige Kaj Holst Mikkelsen var det nogle store fodspor, der skulle følges, da han kom til AGF i 1964 efter ’det forbudte skifte’ fra AIA – datidens store konkurrent i Aarhus. To af hans forgængere som centerhalf eller stopper om man vil, Hans Christian Nielsen og Bent Wolmar, havde begge en landsholdskarriere på deres cv. Mens den første havde stoppet karrieren ved Kaj Holst Mikkelsens ankomst, så nåede han at spille sammen med den anden i et stærkt AGF-forsvar på det hold, der havde pokaltriumfen – den femte af slagsen til klubben – i Parken med 1-0 sejren over KB som den største triumf.

Det er dog en anden kamp senere samme år, Kaj Holst Mikkelsen nævner som den største i hans AGF-karriere, der indbragte ham 74 kampe i perioden 1964 til 1969 med trænernavne som Geza Toldi, Henry From, Erik Kuld Jensen og Kaj Christensen. Deltagelsen i pokalvindernes Europa Cup resulterede i et møde med portugisiske Vitoria Setubal, hvor både Kaj Holst Mikkelsen og målmand Bent Martin spillede noget i retning af deres livs kamp. AGF vandt 2-1 på mål af Henning Enoksen og Kjeld Jensen. I øvrigt samme resultat som på hjemmebane i Aarhus med Henry From som træner. I anden runde røg AGF dog ud mod skotske Celtic med samlet 0-3 – dog uden Holst Mikkelsen på holdkortet.

Kaj Holst Mikkelsen var kendt som en kompromisløs forsvarsklippe, der altid gik til stålet. Ikke desto mindre har han ifølge egne opgivelser aldrig fået en advarsel i karrieren, hvilket han forklarer med disse ord: -Før hver kamp var mit sidste kampråb til medspillerne: ’Så tier vi stille over for dommeren’! Jeg vil bestemt ikke afvise, at det havde en positiv indflydelse på dommerne i forhold til mig, siger Kaj Holst Mikkelsen.

Anførerens store betydning

Af medspillere nævner han specielt anfører John Amdisen som en spiller af stor betydning for holdet, men han nåede i sin AGF-tid også at spille sammen med flittige målscorere som Jørn Bjerregaard, Henning Enoksen, Verner Hermansen og Bjarne Jensen, der kom fra Aalborg Chang og efter en enkelt sæson i AGF, fik en udlandskarriere i både hollandsk og skotsk fodbold.

Kaj Holst Mikkelsen er oprindelig Aabyhøj-dreng, der begyndte at spille i Thrott Aabyhøj før skiftet til AIA og senere AGF. Efter aktiv-karrieren i AGF flyttede Kaj Holst Mikkelsen til Nordjylland, hvor han spillede seriefodbold i Støvring samtidig med ansættelsen hos Carlsberg for hvem han havde ansvaret for godt en snes depoter i det nordjyske. Han blev senere salgschef for Carlsberg og sluttede sin erhvervskarriere med at åbne Queens Arms, den første engelske pub i Aarhus, som i øvrigt var nærmeste nabo til AGF’s træningsanlæg på Fredensvang.

-Jeg havde også nogle år i AGF’s bestyrelse sammen med bl.a. Poul Hyldgaard og John Amdisen, siger Kaj Holst Mikkelsen, der stadig følger AGF tæt, men i øvrigt nyder pensionisttilværelsen og holder sig aktiv på golfbanen.

Født: 12.07.1937 i Aarhus

AGF: 1964 -1969

Kampe: 73

Titler: Pokalen 1956