KARSTEN CHRISTENSEN

MESTER OG POKALFIGHTER

Der var tre markante højdepunkter i Karsten Christensens karriere i AGF, som han kom til i de glade firsere, da menuen stod på medaljer hvert år af den ene eller anden slags: DM-guldet i 1986 og de to pokalsejre i 1987 og 1988, hvor det i Parken blev til sejre på først 3-0 og siden 2-1 over henholdsvis AaB og Brøndby. Det største var selvfølgelig mesterskabssæsonen 1986, men personligt for Karsten Christensen står pokalfinalen mod AaB i 1987 formentlig stærkt i erindringen. Ikke blot lagde han låget på med målet til 3-0. Han blev efter kampen også udråbt til Årets Pokalfighter efter stemmeafgivning fra de tilstedeværende journalister. Om situationen sagde Karsten Christensen senere til medierne:

”Under kampen tænkte jeg ikke et sekund på, at der også var en individuel pris. Men jeg havde da på fornemmelsen, at jeg havde spillet en god kamp. Og uden at skulle sige for meget om mig selv, så var det min force at kæmpe hele tiden og blive ved, hvis jeg tabte bolden. Jeg har siden fået at vide, at journalisterne afgav deres stemme et kvarter før tid, og det betyder meget for mig. Det var nemlig før, jeg scorede det sidste mål, og det må så betyde, at de havde set noget andet i mig end bare målet.”

Lærer og træner

Efter ungdomsfodbold i Holstebro var det oprindelig Ikast, der hentede Karsten Christensen til en karriere i topfodbold i 1979. Her scorede han sit første seniormål mod netop AGF i en kamp, som Ikast vandt 3-2. I 1983 kom han så til AGF, hvor konkurrencen var hård med Per Beck Andersen som førstevalget i midtbanens højre side. Det førte til et kort USA-eventyr som indendørsspiller i Wichita Wings i Kansas som ’The Viking’, inden han vendte hjem igen tids nok til at være med til at vinde mesterskabet til AGF i 1986 som en dynamisk højre kant og modstykket til Jan Bartram på venstre kant. Efter triumferne i AGF, valgte Karsten Christensen i 1989 at skifte til hårdt satsende Viborg FF, der kunne tilbyde kontraktspillerne et halvtids job sideløbende med fodbolden.

Efter tre år i Viborg vendte Karsten Christensen tilbage til Aarhus, hvor han under træner Kim Poulsen var med til at spille Aarhus Fremad fra Jyllandsserien til Danmarksserien. Herefter kaldte en trænerkarriere sideløbende med jobbet som lærer. Først var han spillende træner i Hjortshøj-Egå og siden otte år i Viby, inden turen gik videre til AIA/Tranbjerg, Odder og FC Horsens. I 2008 blev han som Viby-træner mindet om tidligere tiders meritter, da forstadsklubben nåede så langt i pokalturneringen, at han pludselig stod over for at skulle møde AGF, der på det tidspunkt havde Ove Pedersen som cheftræner. De to havde stiftet bekendtskab som holdkammerater i Ikast-tiden. Ikke uventet blev det Pedersen, der løb af med sejren. Det blev 8-0 i 2008!

-Mesterskabet i 1986 står naturligvis som den største triumf i AGF-tiden. Især på baggrund af starten på året, da det var på spillernes opfordring, at træner Jürgen Wähling blev fyret. Det fik mange uden for klubben til at skælde os ud og kalde os for nogle forkælede spillere, så det blev en stor oprejsning for os, at det endelig lykkedes os at vinde mesterskabet med Jens Harmsen som træner. Personligt for mig var kåringen til Årets Pokalfighter i sejren på 3-0 over AaB også en stor tilfredsstillelse. I øvrigt skete det efter en hård afstemningsduel med min klubkammerat Jan Bartram. Med bronzemedaljer i samme sæson og endnu en pokaltriumf i 1988 var det efterhånden kommet dertil med de store resultater for AGF, at det ikke var nok, at vi vandt. Kravet var, at vi også skulle underholde og vinde overbevisende mod de mindre klubber, siger Karsten Christensen, der også følte det som en stor omvæltning at komme fra Ikast til AGF i 1983.

De spidse albuer

-I Ikast var det som at spille i én stor familie, mens kulturen i AGF var en helt anden og meget mere professionel, hvor man var sig selv nærmest, og hvor der kunne være spidse albuer. Til gengæld gav det store oplevelser med rejser, hvor vi fik set det meste af Europa og en del af Østen med. Kulturen på holdet var hård og kontant, og man skulle kende John Stampe rigtig godt for at kunne begå sig. Han var 120 pct. engageret, men var ikke typen, der sagde undskyld, hvis han havde givet skideballe. Til gengæld bar han aldrig nag. Uden for banen var han en venlig og hyggelig person. Vi blev rigtig gode venner, og han var således toastmaster til brylluppet med min eks-kone, siger Karsten Christensen, der i dag har lagt trænergerningen på hylden og koncentrerer sig om lærergerningen på Kragelundskolen i Højbjerg, mens han bruger en del tid på golfbanen i Odder forholdsvis tæt på bopælen i Hou.