KASPER POVLSEN
MIDTBANESLIDEREN
Selv om Kasper Povlsen aldrig fik den karriere på A-landsholdet, der var lagt op til efter seks år på diverse U-landshold, så nåede han en flot karriere i AGF-trøjen med 190 kampe i de tumultariske år med ned- og oprykninger. Han blev til en vis grad offer for de magre år i klubben, men omvendt kan han glæde sig over en status som en fantastisk holdspiller og en midtbaneslider, som enhver træner kunne finde anvendelse for. For det meste på den centrale midtbane, men ofte også som vikar i forsvaret.
Kasper Povlsen er født i Randers og spillede i Dronningborg i de tidlige ungdomsår, indtil han skiftede til AGF som 14-årig. I årene 2005 til 2011 spillede han ikke færre end 43 kampe for diverse U-landshold fra U/16 til U/21, og undervejs i den periode debuterede han for AGF’s divisionshold mod OB i august 2008 med Ove Pedersen som cheftræner. Da Morten Wieghorst kom til som træner i 2015, skiftede Kasper Povlsen til Hobro IK, hvor han efter to år sluttede karrieren i 2017 med et ophold i Vendsyssel.
-Jeg havde nogle gode år i AGF, hvor jeg især ser tilbage på min debut i 2008, de første 100 kampe i den hvide trøje og så de to gange, jeg var med til at rykke tilbage i superligaen som store oplevelser. I den kategori tæller også en scoring mod Brøndby på hjemmebane i 2014, siger Kasper Povlsen, der nåede at score fire mål for AGF, inden skiftet til Hobro.
Bedste holdkammerat
Kasper Povlsen nævner Martin Jørgensen som sin bedste holdkammerat, fordi han var ’suveræn både på og uden for banen.’ I den modsatte kategori så han FCK-spilleren, Atiba Hutchinson, som en meget hård modstander, der var både fysisk stærk, løbestærk og en god boldspiller. Hans Henrik Andreasen, der spillede i Esbjerg og OB, nævner han også som en hård modstander på grund af hans fysik og målfarlighed.
Når det gælder fanoplevelser, husker Kasper Povlsen med glæde tilbage på kampen på Aarhus Stadion i 2009 mod OB, hvor der var 19.000 tilskuere til stede. Desværre sluttede sæsonen med nedrykning. Udebaneturene til Sjælland og København var også gode oplevelser, fordi der altid var mange fans, der fulgte holdet.
-AGF bør være en klub, der hvert år spiller med om medaljer og kampe i Europa, som det har været tilfældet de seneste par år. Mulighederne er til stede med det opland og den opbakning, der er til klubben. Efter en del hårde år ser jeg lyst på klubbens fremtid. De seneste år har klubben rykket sig hele tiden på og uden for banen, så jeg håber at se AGF i toppen af dansk fodbold de næste mange år, og jeg tror også, det kan lade sig gøre, siger Kasper Povlsen, der i dag arbejder som cykelmekaniker i Cykelshoppen.dk i Skanderborg.
Født: 26.09.1989 i Randers
AGF: 2008-2014
Kampe: 190
Mål: 4