Close

KURT ROSS

FORSVARSKLIPPE MED FANKLUB

Fanklubber har altid eksisteret i relation til klubhold, mens personlige fanklubber bestemt ikke var noget udbredt fænomen for 40 år siden. En af de få AGF’ere, der kunne bryste sig af fænomenet, var forsvarsklippen Kurt Ross, hvis lange lyse lokker tilsyneladende havde en vis tiltrækningskraft – især på kvindekønnet.

-Der var 20 piger, der ikke blot havde lavet en fanklub, men også en stor scrapbog om mine bedrifter på fodboldbanen. I den forbindelse havde jeg også en sjov oplevelse engang på Gentofte Stadion, hvor en gruppe piger heppede ivrigt på mig. Da den daværende landstræner, Kurt Nielsen, også var til stede på stadion, havde han den opfattelse, at det var ham, de heppede på, hvilket han syntes var lidt mærkeligt – indtil han fandt ud af, at det var mig, de var kommet for at heppe på. I øvrigt vandt vi kampen over B 1903 med 2-1, siger Kurt Ross.

Typograf fra Brædstrup

Født i Brædstrup tog den typografuddannede Kurt Ross turen med tre år over Horsens fS (1974-76) til AGF i 1977, hvor han debuterede mod Esbjerg. Med både Jens Harmsen og Michael Hyldgaard som kolleger til midterforsvaret var konkurrencen så hård, at den meget unge John Stampe (senere suveræn libero) måtte skubbes frem på midtbanen, indtil Kurt Ross i 1980 valgte at skifte til Viborg FF, som han året efter som anfører var med til at spille op i den bedste række for første gang. Erik Christensen var træner i alle tre år, Kurt Ross spillede i AGF.

-Det var selvfølgelig en stor oplevelse at rykke op med Viborg den første gang i klubbens historie, men den dag i dag ærgrer jeg mig alligevel over, at jeg ikke blev i AGF i 1980, siger Kurt Ross, hvis største oplevelse på fodboldbanen var mødet med Bayern München i anden runde af UEFA Cup-turneringen. Hjemme i Aarhus så 22.000 tilskuere tyskerne vinde 2-1 på to mål af Karl-Heinz Rummenigge, mens Kim Sander scorede for AGF på en ripost efter Kurt Ross’ hovedstød på overliggeren. I returkampen formåede Bayern kun at trække 5.000 tilskuere på Olympia Stadion, men det var nok til at vinde 3-1 på to mål af Dieter Hoeness og et af Paul Breitner. For AGF scorede Torben Mikkelsen.

De største personlige triumfer med AGF havde Kurt Ross med bronzemedaljerne i 1978 efter mange magre år uden medaljer til klubben. Han blev samme år kåret til Årets Hold og blev udtaget til to landskampe mod Bulgarien i Parken og Nordirland på Windsor Park i Belfast – uden dog at komme i kamp. -Der skal et godt hold til at få en spiller på landsholdet, sagde min daværende holdleder, og det kunne jeg kun give ham ret i, siger Kurt Ross, der sluttede karrieren efter Viborg med tre år i Horsens.

100 pct. for holdet

Kurt Ross tøver ikke med at nævne venstre back på AGF-holdet, Frank Olsen, som sin bedste holdkammerat, god på bolden og effektiv til at lukke af i venstresiden, mens han altid gav sig 100 pct. for holdet og krævede meget af sig selv og holdkammeraterne. Præcis de dyder, som også Kurt Ross stod for. Af de værste modstandere nævner han den fynske landsholdsspiller og siden udlandsprofessionelle John Eriksen (gode indløb i feltet og stor målnæse) samt Karl-Heinz Rummenigge – og det forstår man jo godt efter hans to scoringer i Aarhus mod Kurt Ross & Co.

-Jeg tror, der ligger en stor fremtid for AGF med de dygtige folk i spidsen og det nye Fredensvang med klubhusbyggeriet og træningsanlægget. Når fremtidsplanerne med Kongelunden bliver en realitet, kan klubben blive en magnet for dygtige spillere, og så vender AGF tilbage i toppen, hvor den hører hjemme, siger Kurt Ross.

Født: 05.11.1951 i Brædstrup

AGF: 1977-1979

Kampe: 95

Mål: 8