Close

LARS EGEBJERG

SKRALDEMAND FOR STJERNEN

Midtbanespilleren Lars Egebjerg var en solid og alsidig spiller, der både som aktiv og træner pendlede frem og tilbage mellem AGF og Skovbakken. Udtrykket ’skraldemand for stjernen’ yder ham derfor ikke fuld retfærdighed, for han var langt mere end bare skraldemand på midtbanen. Til gengæld er udtrykket hans eget (!), da snakken falder på den sæson i 1982, da han sammen med holdkammeraterne i AGF under træner Poul Erik Bechs ledelse blev snydt for det danske mesterskab i den sidste kamp på udebane mod B 93. AGF var dominerende som i alle andre kampe i den sæson og havde mesterskabet i hus med føringen på 2-1, men glemte at lukke leddet bagude. Resultatet 2-2 sendte mesterskabet til OB og sølvmedaljerne til AGF.

-Poul Erik Bech var ellers en dygtig og positiv træner, men det var fuldstændig tåbeligt, at vi ikke kørte det mesterskab hjem på autopilot. Det var i den anden sæson med den tidligere Real Madrid-stjerne, Henning Jensen, på holdet, og jeg befandt mig godt i rollen som 6’er og skraldemand for ham, for jeg har aldrig før eller siden spillet sammen med en spiller med de kvaliteter. Han svævede hen over banen og gjorde det næsten, som det passede ham, siger Lars Egebjerg.

Træner i Skovbakken

Sølvmedaljerne det år var det bedste sportslige resultat, Lars Egebjerg opnåede med AGF’s divisionshold, hvor han debuterede helt tilbage i 1972 som 19-årig under træner Kaj Christensen. Efter en tur i den næstbedste række var Lars Egebjerg en vigtig brik på det hold, der i 1976 med Jørn Bjerregaard som træner rykkede tilbage til den bedste række med spillere som bl.a. Ole Wendelboe, Peter Arbs, Michael Hyldgaard, Torben Mikkelsen, Henrik Bechmann og Tom Bonde. Senere rykkede han til Skovbakken og blev kontraktspiller i et par år, inden han vendte tilbage til AGF som kontraktspiller i 1981 samtidig med Lars Lundkvists og Per Beck Andersens skifte fra Skovbakken til AGF.

Selv om Lars Egebjerg fortsatte som spiller i AGF indtil 1987, var han ikke på AGF-holdet i mesterskabssæsonen 1986, men var til gengæld med til at gøre klubbens hold i Danmarksserien til danske mestre. Efter karrieren som aktiv har han i to periode været træner i Skovbakken i sammenlagt næsten 10 år.

Lars Egebjerg har fortsat sin gang i AGF i old boys-afdelingen sammen med tidligere holdkammerater, men er desværre for nylig gjort ukampdygtig til både fodbold og badminton med et nyt knæ. Som 69-årig hjælper han stadig til i sin egen butik i Aarhus, City Stoffer og Garn, der også har en netbutik.

Født: 10.01.1953 i Aarhus

AGF: 1972-1977 og 1981-1983

Kampe: 150

Mål: 10