Close
Lars Lajr Jensen

LARS JENSEN

MÅLMÆNDENES SKRÆK

Totalt uberegnelig for modstanderen, men næsten altid god for et mål til sit hold. Det kan godt dække som den korte beskrivelse af angriberen Lars Jensen, der var enhver målmands skræk, fordi han kunne afslutte effektivt fra selv de mest umulige vinkler. Hans målfrekvens med 52 scoringer i 125 kampe for AGF er enestående og siger noget om hans evne som afslutter i de to perioder, han spillede for klubben i den bedste række.

-Jeg kan godt gå med til prædikatet uortodoks, men jeg misbrugte ikke mange store chancer, og jeg har altid scoret i min debutkamp, når jeg har skiftet klub. Jeg tog chancen, når den bød sig. Jeg er også ofte blevet beskyldt for at være for doven på en fodboldbane, og det kan der nok være noget om, siger Lars Jensen, der fodboldmæssigt voksede op i Aabyhøj sammen med vennen John Stampe.

Sammen forlod de i 1977 barndomsklubben, der var enevældigt styret af klubhus- og stadioninspektøren Peter Stampe, der havde ry for at værne om sine spillere, så de ikke fik skøre idéer om at skifte til andre århusianske klubber. Men stoltheden kunne han alligevel ikke skjule helt, da sønnen og Lars Jensen tog beslutningen om skiftet til AGF, hvor de begge fik stor succes i de nye non-amatør-tider tider med kontrakter.

Den første periode i AGF fra 1977 til 1981 med bronzemedaljer i 1978 blev i 1979 afbrudt af et ophold i den nordamerikanske klub, San José Earthquakes i Californien, overtalt af tyskeren Peter Stubbe, der i øvrigt havde fungeret som træner for Esbjerg i 1972. Her blev Lars Jensen holdkammerat med de to tidligere landsholdsspillere fra AaB, Henning Munk Jensen og Ove Flindt Bjerg. Desværre blev det på grund af en alvorlig skade kun til spilletid i to og en halv måned for Lars Jensen, der dog havde den tilfredsstillelse at score på den tidligere Manchester United-målmandm Alex Stepney. I 1982-sæsonen spillede Lars Jensen for Kolding, hvor han også nåede at blive topscorer, selv om antallet var begrænset til syv mål. Herefter vendte han tilbage til AGF, hvor han var med til at vinde bronzemedaljer i 1983 og 1985 og sølvmedaljer i 1984 – men ikke til det danske mesterskab i 1986.

Pot og pande med Stampe

-I mine AGF-år var jeg naturligvis pot og pande med John Stampe, fordi vi kendte hinanden så godt fra ungdomsårene i Aabyhøj, og i den ene sæson i Kolding havde jeg fornøjelsen at spille sammen med Jan Mølby, før han skiftede til Ajax Amsterdam, siger Lars Jensen, der kan komme i tanke om en enkelt modstander, han ikke havde det så godt med. -Det var forsvarsspilleren Jens Brix i Randers Freja, som jeg faktisk kendte helt tilbage fra ynglingetiden. Han forstod at smadre igennem på en nærmest brutal måde, siger Lars Jensen, der bliver overrasket over at høre, at han blandt sine mange scoringer for AGF også har et hattrick, der blev lavet i 5-2-sejren over AaB i 1980. -Hvis du siger det, må det jo passe, siger den 65-årige målsluger, der stadig er på arbejdsmarkedet, hvor han transporterer blodprøver fra lægehusene til hospitalet i Horsens.

Født: 12.12.1956 i Trustrup, Grenå

AGF: 1977-1981 og 1983-1985

Kampe: 125

Mål: 52