Close
Lennart Bak

LENNART BAK

FRA KANT TIL AGENT

’Guld’ Harald’ med efternavnet Nielsen er ubetinget den bedst kendte spiller, der er kommet fra Frederikshavn og har gjort karriere i italiensk fodbold i serie A-klubber som Bologna, Inter, Napoli og Sampdoria. Men 35 år efter frederikshavnerens ankomst til Italien i 1961 sendte AGF en anden og lidt mindre kendt frederikshavner samme vej, da Lennart Bak i 1996 skiftede til et to-årigt ophold i mindre klubber som Foggia og Saliterna, før han vendte tilbage til AGF i 1998 og spillede i to sæsoner, inden han sluttede karrieren i AaB, hvor den sidste tid var præget af alvorlige skader.

De to ophold i AGF var så ubetinget den bedste og mest vellykkede periode i Lennart Baks fodboldkarriere, der begyndte med ungdomsfodbold i Sæby, AaB og Frederikshavn, før træner Peter Rudbæk kaldte ham under fanerne i Aarhus, hvor han spillede en fremtrædende rolle på det talentfulde hold, der vandt pokalfinalen over Brøndby med 2-0, men måtte nøjes med sølvmedaljerne i Danmarksturneringen efter mesterholdet fra Brøndby. Nordjydens placering var som oftest på midtbanens venstrekant, men han kunne og blev også benyttet i både forsvar og angreb i samme side.

Møder med Solbakken

-Jeg havde en god tid i AGF, hvor især Martin Jørgensen blev en god holdkammerat både på og uden for banen, siger Lennart Bak, der udnævner den daværende AaB-spiller, Ståle Solbakken, til en hård modstander. -Ham sloges jeg ofte med i nogle hårde kampe i den anden periode i AGF fra 1998 til 2000, siger Lennart Bak, der nævner pokalfinalen i 1996 og modtagelsen hjemme i Aarhus efter triumfen som en af de største oplevelser i klubben.

-Jeg ser AGF som en klub, der skal ligge i top4 hvert år, og jeg er ikke i tvivl om, at det snart vil ske igen, siger Lennart Bak, der faktisk selv har mulighed for at påvirke klubbens fremtid. I sit civile job er han nemlig selvstændig fodboldagent i Bak Agency med bopæl i København og repræsentant for en stab af 30 spillere.

Født: 13.09.1972 i Frederikshavn

AGF: 1994-1996 og 1998-2000

Kampe: 90

Mål: 13

Titler: 1996