Close
Mads Jørgensen

MADS JØRGENSEN

SKADER PRÆGEDE KARRIEREN

Da Mads Jørgensen den 15. marts 1998 debuterede i en kamp for AGF mod Vejle, blev han af mange anset for et mindst lige så stort talent som hans ældre bror Martin Jørgensen, men en lang række skader fik en negativ indflydelse på karrieren, der i 2008 sluttede hvor den begyndte efter skiftet fra Brøndby – dog kun med to kampe på en lejekontrakt over fem måneder, hvorefter han var transferfri.

-Det er en af de ting, jeg fortryder i min AGF-tid. Jeg var egentlig fodboldinvalid og skulle ikke være vendt hjem i forsøget på at fortsætte karrieren dengang i 2008, siger Mads Jørgensen, der i dag bor i københavnske Valby og arbejder som scout for Liverpool FC.

Det hele startede ellers så lovende for den kun 19-årige Mads Jørgensen, der på sin favoritposition i højre side af midtbanen under træner Peter Rudbæk spillede 99 kampe for AGF 1998-2001 og scorede 15 mål. Selv om hans skifte til Brøndby i 2001 kunne være sket på en fri transfer, sørgede han for, at AGF modtog en ganske pæn overgangssum.

Efter to år og 16 mål i 50 kampe for Brøndby fulgte Mads Jørgensen i storebror Martin Jørgensens fodspor til Italien, hvor han fik et uheldigt ophold på kun en sæson i Ancona Calcio uden kampe. Det gik noget bedre hos Stabæk i Norge, hvor han i 19 kampe scorede tre gange, inden han i 2005 vendte tilbage til Brøndby i perioden 2005-2008 med 44 kampe og tre mål. Han var med til at vinde The Double i klubben sæsonen 2004-2005.

Landskamp med storebror

Det åbenlyse talent hos den teknisk dygtige midtbanespiller resulterede i 20 kampe på U/19 og U/21 landsholdene. Til gengæld blev det kun til en enkelt optræden på A-holdet i 2001, da han var på banen samtidig med Martin Jørgensen i 6-0-sejren over Island, hvor han blev noteret for en enkelt assist. Det var i øvrigt det første brødrepar på landsholdet samtidig, siden Michael og Brian Laudrup sluttede landsholdskarrieren efter VM-slutrunden i Frankrig 1998.

Mads Jørgensen betegner 4-2 sejren over AaB på Aarhus Stadion i 2001 som den største personlige triumf i den hvide AGF-trøje. Og samtidig var den også den største fan-oplevelse for det unge stortalent, der havde frygtet det værste før den kamp.

-Jeg var netop skiftet til Brøndby ’på papiret’ før kampen, så AGF’s fans var selvfølgelig yderst skeptiske netop den dag. Heldigvis spillede jeg godt og scorede de to af målene, så selv om det var min afskedskamp, blev det en god oplevelse for både mig og fansene, siger Mads Jørgensen, der betegner Peter Degn som den bedste medspiller i AGF med det største potentiale, som han har spillet sammen med. I øvrigt tror han på en fremtid for AGF som en fast del af top4 med muligheder for titler med jævne mellemrum.

Født: 10.02.1979 i Ørsted

AGF: 1998-2001 og 2008

Kampe: 101

Mål: 15