OLE BRANDENBORG
DEN VESTJYSKE HISTORIKER
Skønt vestjyden Ole Brandenborg, der som aktiv spillede i Esbjerg fB, kun blev et kort mellemspil som cheftræner for AGF’s førstehold i løbet af 1990, havde han masser af erfaring fra klubbens ungdomsafdeling og fra en periode som cheftræner for Ikast i 1. division, med hvem han nåede pokalfinalen i 1986 (nederlag på 1-2 til B 1903) og DM-sølv i 1987.
I årene 1978 til 1985 var Ole Brandenborg ansvarlig for junior-DM og ynglinge-DM plus talentholdet, mens han i 1989 var ungdomskonsulent i klubben. Fra den position blev han i 1990-sæsonen forfremmet til førsteholdet, da Jens Harmsen forlod posten. AGF nåede frem til pokalfinalen, men et nederlag på 1-6 i Parken pyntede ikke på resultaterne, hvorefter Ole Brandenborg i efteråret 1990 blev afløst på posten af Lars Lundkvist.
-Der var vild kamp i kulisserne om, hvem der skulle afløse Harmsen, og i bagklogskabens klare lys burde jeg have indset, at det ville have været bedst med en kompromiskandidat, hvilket jeg bestemt ikke var, siger Ole Brandenborg, der nåede at få 35 kampe som cheftræner (turnering, pokal og Toto-kampe).
Universitetsstudier
Når Ole Brandenborg havnede i AGF, skyldtes det også sideløbende studier med trænergerningen på Aarhus Universitet, der førte til en ph.d. i historie. I dag underviser han stadig på Varde Gymnasium.
Ole Brandenborg peger på AGF’eren, Verner Hermansen, som en fremragende støtte, holdleder og sparringpartner i tiden som ynglingetræner, og resultaterne med danske mesterskaber til AGF for ynglinge i 1983 og talentholdet i 1981 og 1984 som nogle af de præstationer, han er mest stolt af.
-En anden stor oplevelse var landskampen i Parken i 1993, da de forsvarende danske europamestre mødte Spanien og vandt 1-0 på et genialt mål af Flemming Povlsen. I samme kamp udraderede Marc Rieper, der i hele sin ungdomstid var blevet overset af DBU’s ungdomsudvalg, fuldstændig den spanske targetman, Julio Salinas. I slutningen af kampen fik Stig Tøfting debut, da han afløste Brian Laudrup. Og da kampen endelig var fløjtet af, sagde min sidemand og trænerkollega til mig: ”Tillykke til AGF’s ungdomsafdeling.”
Ole Brandenborg nævner trænerkollegaen fra Vejle, Ole Fritsen, som den værste modstander på banen: -En rigtig ’satan’ at møde. Det skete mange gange med både ynglinge- talent- og førstehold, men vi vandt vist kun en enkelt gang. I øvrigt var Ole Fritsen en fremragende kollega og en god kammerat, siger Ole Brandenborg, der stadig omtaler AGF i ’vi-form’, når han skal spå om fremtiden:
-Det lover virkelig godt, at man kan stable et nyt anlæg og klubhus som vores på benene, og et næsten gratis gæt: Hvis vores nye sportschef og den nye træner får en form for arbejdsro og ikke bliver ’tvunget’ til at sælge de afgørende spillere, vil vi blive en permanent del af guldkampen.
Født: 07.07.1951 i Esbjerg
AGF: 1990 (cheftræner)
Kampe: 35