OVE ADLER SØRENSEN
AFLØSEREN FOR ROU
Midt i glæden over at have tilspillet sig en vigtig rolle på AGF-holdet i en karriere på 14 år, må det også have været en belastning for Ove Adler Sørensen at skulle udfylde en plads efter legenden Aage Rou Jensen, der i 20 år fra 1941 til 1961 havde været det faste holdepunkt med ikke færre end 410 kampe og 89 mål i den hvide trøje.
Den 20-årige Ove Adler Sørensen nåede dog i 1958 at debutere for AGF i en træningskamp mod Holstein Kiel i Tyskland, endnu før Aage Rou havde spillet sin sidste kamp. Da Rous karriere endegyldigt var forbi, blev hans faste plads som venstre innerwing overtaget af Ove Adler Sørensen, der dog ikke havde den høje Rous fysiske forudsætninger for at være lige så målfarlig som sin forgænger.
-Faktisk var jeg en lille spiller på kun 1,65 meter, så det var ikke i hovedspillet, jeg havde min force. Jeg har dog scoret på hovedstød, siger den i dag 83-årige pensionist, der ved siden af fodbolden var HK-uddannet og gennem 36 år arbejdede hos Nykredit i Aarhus.
-Det med den begrænsede højde måtte jeg høre en del drillerier omkring. Når vi kom ind fra træningen, var der ikke altid ledige brusere til alle, hvorefter jeg blev opfordret til at bruge fodbruseren, siger Ove Adler Sørensen med munter klang i stemmen.
En enkelt landskamp
Den teknisk dygtige Ove Adler Sørensen overtog også Aage Rous trøje med nummer 10 på ryggen og havde tilmed status af anfører i to-tre sæsoner. Han spillede hele sin fodboldkarriere i AGF og står noteret for de to pokaltriumfer i 1961 og 1965, der begge blev vundet over KB med henholdsvis 2-0 og 1-0. Til gengæld er han ikke tilskrevet AGF’s DM-titel i 1960, fordi han gennem hele året spillede på klubbens andethold i skyggen af Aage Rou. Året efter 1965-pokalfinalen spillede Ove Adler Sørensen sin eneste landskamp, da han i Idrætsparken kom ind i anden halvleg i stedet for Esbjerg-spilleren Jens Jørgen Hansen i en kamp mod Norge, der vandt 1-0.
-Aage Rou var jo en institution i klubben og betød rigtig meget for os unge spillere – også efter at han var stoppet som aktiv. Vi trænede dengang to gange om ugen, men da nogle af os yngre spillere også gerne ville supplere med selvtræning, var det Aage Rou, der tog sig af os, så han betød meget for vores udvikling, siger Ove Adler Sørensen.
Foruden Aage Rou peger Ove Adler Sørensen på gode holdkammerater som Jørgen Bjerregaard, Verner Hermansen og Finn Overby, der har betydet meget for hans karriere. I relation til klubbens fans husker han også sjove episoder på Aarhus Stadion, når publikum efter nogle af hans scoringer råbte ’Uwe, Uwe, Uwe’ som reference til Hamburger Sport Vereins og det tyske landsholds topscorer, Uwe Seeler. Om nutidens AGF siger Ove Adler Sørensen: -Jeg håber det bedste for klubben, men jeg tror også, der er styr på det.
Født: 23.09.1938 i Aarhus
AGF: 1958-1972
Kampe: 202
Mål: 16
Titler: Pokalen 1961 og 1965