Close

PEDER KJÆR

DRIBLEREN FRA HAMMEL

Med sine 87 år (2022) er Peder Kjær-Andersen – i daglig AGF-tale kun omtalt som Peder Kjær – den absolutte nestor i AGF’s levende legendekorps af tidligere topspillere i klubben. Han er født i Hammel, hvor han også spillede ungdomsfodbold før skiftet til AGF og debut på divisionsholdet som kun 17-årig i 1952. Året efter blev han udtaget til ungdomslandsholdet og fik senere tre kampe på det danske A-landshold med en enkelt scoring og fem kampe på B-landsholdet.

Mange er de backs i banens højre side, der er gået rundtossede fra banen efter at være blevet krøllet af den hurtige dribler i AGF’s venstre side. Og utallige er de oplæg til scoringer, han serverede for angrebskolleger som Erik og John Jensen, Kaj Christensen og Aage Rou Jensen, hvis han da ikke selv gik på mål for at afslutte. Det skete faktisk ofte med held og et gennemsnit på scoring i hver fjerde kamp.

Peder Kjær var endnu ikke kommet på holdet, der vandt de to første danske mesterskaber i 1955 og 1956 i guldalder-perioden, der førte til fire mesterskaber på fem år. Men han gjorde sit indtog på mesterholdet i 1957 og var også med til at vinde DM i 1960 foruden de tre pokaltitler i 1957, 1960 og 1961. Da Peder Kjær i 1957 gjorde sin entré på det stjernespækkede AGF-hold, så det således ud: Henry From på mål, Bjarke Gundlev venstre back, Hans Chr. Nielsen centerhalf og Hans Gregersen højre back. John Amdisen og Jørgen Olesen som henholdsvis højre og venstre halfback. John Jensen og Aage Rou Jensen som højre og venstre innerwing. Kaj Christensen højre wing, Erik Jensen centerforward og Peder Kjær som venstre wing.

AGF’s debut i Europa Cup

For AGF var det en spændende tid. Ikke blot fordi holdet spillede mesterskaber og pokaltitler hjem på stribe, men også fordi UEFA i 1955 havde premiere på mesterholdenes Europa Cup-turnering, hvor AGF var blandt de første 16 klubber, der deltog. Peder Kjær debuterede i 1957 i turneringen på hjemmebane mod nordirske Glenovan FC, og på trods af et utal af chancer lykkedes det ikke AGF at score, så kampen sluttede 0-0. I returkampen var der dog ingen tvivl om, hvem der var bedst, og især strålede Peder Kjær med to scoringer og oplæg til det tredje, da AGF vandt 3-0 i Nordirland.

Peder Kjærs vigtigste af de 40 mål i karrieren var formentlig det afgørende sejrsmål mod Frem på turneringens sidste spilledag, der resulterede i det danske mesterskab i 1957. Frem vandt bronze, mens AB tog sig af sølvmedaljerne. Ellers var det Vejle Boldklub (1958) og B 1909 (1959), der brød AGF’s stime med danske mesterskaber. Efter endnu et mesterskab til Peder Kjær og co. i 1960, blev det Esbjerg fB, der overtog dominansen med tre mesterskaber på stribe.

Peder Kjær fortæller, at han efter en lang civil karriere som advokat i Hammel lod sig pensionere og flyttede til Odense, da hans kone døde i 2018. Her er han i nærheden af både børn og børnebørn. -Jeg følger selvfølgelig med i, hvordan det går min gamle klub. Jeg har aldrig spillet andre steder end i AGF, og det vil da være en katastrofe, hvis det skulle ende med nedrykning i år. Mon dog det går så galt, siger Peder Kjær. Og det gjorde det så heller ikke!

Født: 23.02.1935 i Hammel

AGF: 1952-1963

Kampe: 175

Mål: 40

Titler: DM 1957 og 1960. Pokalen 1957, 1960 og 1961