Close
Peter Graulund

PETER GRAULUND

MÅLSLUGER OG FIGHTER

Store forsvarsspillere elsker at spille med musklerne og sætte sig igennem mod fysisk ligeværdige angribere. Situationen er straks en anden, hvis de står over for en lille og hurtig modstander, der både har fysikken i orden og elsker at bruge den, før han formår at afslutte med begge ben fra alle vinkler. Den type var Peter Graulund, og det forklarer hans status i dansk fodbold som en af de flittigste målscorere i superligaen med 107 scoringer. Kun overgået af topangribere som Morten ’Duncan’ Rasmussen, Søren Frederiksen, Peter Møller, Heine Fernandez, Steffen Højer og Frank Kristensen. Det lange cv med fem forskellige klubber som senior i Danmark, Tyskland og Sverige viser i alt 392 kampe og 156 mål tilsat to scoringer i seks kampe for U/21-landholdet.

-For en angriber som mig tæller titlerne som topscorer forskellige steder naturligvis også som de største personlige triumfer i karrieren. Men faktisk anså jeg det også for personlige sejre, de gange hvor jeg måtte kæmpe mig tilbage til banen efter svære skader, siger Peter Graulund, der dog ’tabte’ den sidste kamp til skaderne, da han måtte opgive karrieren med den sidste kamp for AGF i oktober 2012. Året forinden havde han ellers kæmpet sig tilbage på holdet efter en alvorlig skade med sprængte akillessener. Skønt han på det tidspunkt var fyldt 35 år, fightede han sig tilbage og scorede i to kampe, hvor han blev skiftet ind med kun en halv time tilbage af kampene.

Højt scoringsgennemsnit

Efter ungdomsfodbold i Vejen og Kolding var det den daværende Vejle-træner Ole Fritsen, der hentede Peter Graulund til VB, hvor Peter Graulund i perioden 1995-1998 med 25 mål i 93 kampe var medvirkende til Vejles comeback til superligaen i 1995 og sølvmedaljerne i 1997. Den succes fortsatte i Brøndby, hvor scoringsgennemsnittet i tre sæsoner lå på scoring i hver anden kamp (28 i 53 kampe) – og en topscorerværdighed i superligaen i 2000-2001-sæsonen. Mindre glat gik det i tyske VfL Bochum, hvor den tre-årige periode fra 2001 til 2004 blev afbrudt af det første ophold i AGF på en lejekontrakt i 2003. Her bombede Graulund videre med 14 mål i 33 kampe. Desværre for AGF var økonomien ikke til et fortsat engagement efter Bochum, hvorefter Helsingborgs IF blev hans nye klub. Graulund kvitterede med 17 mål i 45 kampe over to sæsoner. Så var det endelig tid til et fast engagement med AGF, hvor den farlige angriber med det hurtige aftræk fra 2006 til 2012 spillede næsten 150 kampe og scorede et halvt hundrede gange. Efter AGF’s nedrykning i 2006 var Graulunds topscorerværdighed i 1. division med 20 mål stærkt medvirkende til oprykningen i 2007. Det samme gentog sig i 2011, efter at AGF igen var rykket ned i et VM-år 2010. Efter oprykningen scorede Peter Graulund sit superligamål nummer 100 i august 2011 kort før den skæbnesvangre akillessene-skade.

Blandt sine holdkammerater betegner Peter Graulund en anden tidligere Vejle-spiller og sportschef i AGF, Brian Steen Nielsen, som en ’stor og god leder både på og uden for banen.’ Og et af de største øjeblikke i karriere var afslutningen, hvor han blev hyldet varmt af publikum på Aarhus Stadion til en kamp mod Randers FC i 2012.

-Efter AGF’s placeringer som nummer tre og fire i de to seneste sæsoner i superligaen ser jeg for mig en fremtid, hvor klubben realistisk set bør slutte i top4 og måske også nå pokalfinaler i de kommende år. Og forhåbentlig kan et nyt stadion om nogle år bidrage til endnu bedre tider for AGF og århusiansk fodbold, siger Peter Graulund, der bruger sin ekspertise som tv-kommentator – nu på TV 2-sport efter en del år hos Viasat.

Født: 20.09.1976 i Brørup

AGF: 2003 og 2006-2012

Kampe: 219

Mål: 100