SØREN ANDERSEN
HURTIGLØBER OG MÅLMAGER
Med ikke færre end 128 mål i 332 kampe for klubber i Danmark, Spanien, England og Sverige vil topangriberen Søren Andersen altid blive husket som den lynhurtige målmager, der var i stand til at løbe fra ethvert forsvar. På den baggrund er det måske lidt urimeligt også at fremhæve det måske vigtigste mål, han netop ikke scorede.
Scenen var sat på Camp Nou i Barcelona, hvor AGF i 1989 i pokalvindernes Europa Cup spillede returkamp efter 1-0 sejr til spanierne i den første kamp på Aarhus Stadion. Efter en forrygende forsvarsindsats med en stærkt spillende Troels Rasmussen i målet fik AGF to store muligheder for at bringe balance i regnskabet med chancer til Marc Rieper og Søren Andersen, der slap fri ved midterlinjem i et direkte løb mod den skræmmende målmand, Andoni Zubizaretta, der dog vandt duellen med danskeren. -Det er selv sagt min største ’fortrydelse’ i AGF-tiden, at jeg aldrig fik scoret det mål, siger den i dag meget afklarede Søren Andersen vel vidende, at målet kunne have bragt AGF ud i forlænget spilletid mod mægtige Barcelona under ledelse af cheftræner Johan Cruyff – præcis et halvt år før denne hentede Michael Laudrup til det hold, der senere blev døbt The Dream Team.
OL og karriere i Spanien
Søren Andersens fornemme cv tæller foruden AGF i to omgange (1989-1993 og 2001-2003) også Lerida og Rayo Vallecano i Spanien, Norrköping i Sverige, Bristol City i England, AaB og OB samt et par år i Silkeborg som ungdomsspiller. De mange mål i AGF-trøjen skaffede også den hurtige spiller en plads i truppen på det olympiske landshold til OL i Barcelona 1992 under Viggo Jensens ledelse, og fire år senere var han med i landstræner Richard Møller Nielsens trup til EM-slutrunden i England. Det blev i alt til 12 A-landskampe og 29 kampe på diverse U-landshold, hvor han i øvrigt ofte både boede på værelse med og spillede sammen med en af sine bedste klubkammerater fra AGF, Claus Thomsen.
-Vi var næsten altid sammen både i AGF og i landsholdsregi. Og skal jeg nævne et par andre højdepunkter i min AGF-karriere, må det være pokaltriumfen i 1992 i Aarhus over B 1903, hvor jeg scorede det ene mål i sejren på 3-0. Eller dengang vores fans havde lavet et banner med opskriften ’Bliv vild Søren,’ siger Søren Andersen, der i øvrigt udnævner Brøndby-spilleren Uche Okechukwu som den værste modstander på banen. -Han var kæmpestor og ekstremt hurtig, siger Søren Andersen, der håber det bedste for AGF i fremtiden:
-AGF hører til i toppen af dansk fodbold, men det er trist at se dem falde uden for top6. Jeg tænker, at det må komme med bedre tider på et tidspunkt, siger den tidligere topscorer, der i det civile liv i dag er partner i den nystartede virksomhed YourRelo, der yder relocation services til danske virksomheder – med titel af relocation consultant. For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at der blandt de mange mål i den hvide trøje var ikke færre end fire gange hattrick i kampe mod AaB, Ikast, Viborg og Næstved!
Født: 31.01.1970 i Aarhus
AGF: 1989-1993 og 2001-2003
Kampe: 164
Mål: 70
Titler: Pokalen 1992