Close
Søren Clausen

SØREN CLAUSEN

KARRIEREN GIK I FISK!

Tre vidt forskellige faktorer fik afgørende for betydning for en ellers lovende karriere for Søren Clausen som den målfarlige 10’er på AGF’s divisionshold i de resultatmæssigt ’fattige’ 1970’ere: Hårdt civilt arbejde, en defensiv træner og en svær ledbåndsskade. Som daværende træner var Kaj Christensen efter spillerens opfattelse alt for defensivt indstillet og ville bruge angriberen på den defensive midtbane. Det fik Søren Clausen til at skifte til Fuglebakken i protest. Efter to år vendte han tilbage til AGF med Jimmy Strain som træner efterfulgt af Henry From og Jørn Bjerregaard. Det gav ham lysten tilbage til at fortsætte i AGF, indtil han i 1976 mod sæsonens slutning blev ramt af en alvorlig ledbåndsskade.

-På det tidspunkt var det faktisk klubben, der opfordrede mig til at stoppe med fodbold efter den nødvendige ledbåndsoperation. Selv om jeg kun var 25 år, kunne de godt se, det var en uholdbar situation for mig at skulle bruge så megen tid på at komme tilbage til topfodbold som amatør, når jeg samtidig arbejdede 14-15 timer i døgnet med den fiskeforretning på Trøjborg, jeg selv startede som 17-årig. Jeg stod jo op kl. 03 om natten for at hente friske fisk og stod i forretningen hele dagen indtil lukketid kl. 17.30, hvorefter jeg kunne køre til træning på Fredensvang, siger Søren Clausen.

Den tidligere AGF-spiller overtog senere som fjerde generation Clausens Fiskehandel på fiskerihavnen i Aarhus, som han udviklede og drev, indtil 2017, da sønnen Jakob tog over, mens senior fortsat hjælper til med at køre varer ud om morgenen. Clausens Fiskehandel blev et livsværk for Søren Clausen, der foruden at være Kongelig Hofleverandør også i en årrække var formand for sammenslutningen af Danske Fiskehandlere.

Søren Clausen er nærmest vokset op på AGF, hvor han spillede, fra han var syv år. Med AGF blev det til store oplevelser og flotte resultater med danske mesterskaber med både ynglingeholdet og talentholdet og en spændende tur til Holland, hvor AGF spillede på PSV Eindhovens hjemmebane. Det var på et tidspunkt, hvor AGF var repræsenteret på ynglingelandsholdet med ikke færre end syv spillere.

Ven død i bokseringen

-En af mine bedste venner og holdkammerater i AGF var Jacob Sejersen, skolelæreren fra Odder, der desværre døde i en boksering i Esbjerg. På rejser delte vi altid værelse, og min søn er sågar opkaldt efter ham, siger Søren Clausen, der også nævner den fynske forsvarsspiller, Jens Plambech fra OB, som en hård modstander på banen. -Men det var primært, fordi han brugte mange ufine midler, så jeg lærte, at det drejede sig om at komme først ind i nærkampene med ham. Mange anså mig for at være en hård og kontant spiller, men jeg har aldrig fået et rødt kort, men kun to gule i hele karrieren, tildelt af Sæby-dommeren Hartvig Poulsen – det ene i øvrigt for en tackling af Jens Plambech efter kun fem minutter, siger Søren Clausen, der godt kunne tænke sig at se AGF satse endnu mere på egen avl i ungdomsafdelingen.

-Jeg synes ikke, at klubbens egne talenter får de chancer, som de har fortjent og har talent til. Og når de endelig får chancen, skal de vises tillid med den nødvendige spilletid, der kan modne og give selvtillid. Jeg synes, at vi har set for mange eksempler på, at talentfulde spillere fra egne rækker er forsvundet fra AGF ved overgangen til senior-tiden. Tidligere var AGF altid i stand til at fostre egne talenter med den rigtige psyke til at træde ind på førsteholdet, men måske lægges der for megen vægt på teorien i udviklingen og mindre på at udvikle psyken. Økonomisk vil det også være langt det bedste for klubben at udvikle egne brugbare og salgbare talenter, siger Søren Clausen.

Født: 15.01.1951 Aarhus

AGF: 1970 og 1973-76

Kampe: 47

Mål: 8