Close
Steffen Rasmussen

STEFFEN RASMUSSEN

MÅLMAND I EN ELEVATORTID

Målmanden Steffen Rasmussen kan om nogen tale med om, at det går op og ned i tilværelsen. Og i særlig grad i fodbold, hvor han vel nærmest har sat rekord i både nedrykninger og oprykninger med tre af hver slags. Det fortæller naturligvis også historien om, at hans tid i AGF var præget af stor ustabilitet og turbulens med hyppige trænerskift fra John Stampe i 2001 over Hans Petersen, Poul Hansen, Sören Åkeby, Brian Steen Nielsen/Jesper Tollefsen, Ove Pedersen, Erik Rasmussen, Peter Sørensen, Jesper Fredberg, Morten Wieghorst og Glen Riddersholm til David Nielsen, indtil Steffen Rasmussen selv meldte fra og stoppede karrieren i 2018. På baggrund af de tre års ophold i 1. division, er det bemærkelsesværdigt, at målmanden stadig har rekorden i klubben for flest kampe i superligaen – over 280 af de 418 kampe, han har vogtet målet for AGF’s bedste hold.

For Steffen Rasmussen begyndte det hele i Stenvad på Djursland, før han som 16-årig gjorde sin entré i AGF som juniorspiller. Efter to årsophold skiftede han som førsteårs senior til Grenå, hvor det dog kun blev til en enkelt sæson, før han vendte tilbage til AGF i 2001. Året efter i november debuterede han i en kamp mod OB og gik en lang tid i møde som den erklærede førstemålmand, selv om han måtte lægge rygstykker til nedrykninger i både 2006, 2010 og 2014. Det blev i medierne hurtigt til, at AGF ’fejrede’ VM-slutrunde-årene med nedrykninger. Til gengæld kom der så tre hurtige oprykningsfester ud af det, så mon ikke de hører til højdepunkterne i Steffen Rasmussens karriere i AGF?

Målmanden scorede

Et andet højdepunkt var målmandens udlignende scoring til 2-2 i superligaen mod AaB på Aalborg Stadion dybt inde i overtiden. Endnu et højdepunkt samme år var pokalfinalen i Parken mod FC København, der vandt 2-1 i en jævnbyrdig finale, hvor hjemvendte Morten ’Duncan’ Rasmussen scorede århusianernes mål.

-Morten ’Duncan’ Rasmussen kom tilbage til AGF efter en svær periode for mig rent sportsligt. Han gav mig noget af den gamle spillelyst tilbage, og det gav både glød, gnist og glæde til de sidste tre år i karrieren, siger Steffen Rasmussen, der åbenbart ikke havde det helt så godt med den nuværende træner i Sønderjyske, Henrik Hansen, mens han spillede for både Sønderjyske og OB. -Jeg kender ham ikke privat, men på banen var han både arrogant og selvhøjtidelig.

Steffen Rasmussen var en målmand med suveræne reflekser på stregen, ikke blandt de højeste i superligaen, men en moderne målmand med god springkraft og timing i sine indgreb. Mange anså ham for holdets bedste spiller, da AGF i 2007 vendte tilbage til superligaen. Træner Ove Pedersen belønnede ham da også med tjansen som anfører op til sæsonen 2008-2009 som afløser for Peter Graulund. I 2011 blev han af Tipsbladet kåret som superligaens næstbedste målmand efter FCK’s Johan Wiland. Det var også i perioden 2010-2013, at AGF-målmanden havde to kampe på ligalandsholdet plus udtagelse til A-landsholdet i VM-kvalifikationskampe mod Bulgarien og Italien – dog uden at komme i kamp. I 2003 spillede han i øvrigt også to kampe på U/21-landsholdet.

Frataget anførerbind

Efter flere år som anfører blev Steffen Rasmussen i sæsonen 2015-2016 frataget hvervet af træner Glen Riddersholm, der gav det til Morten ’Duncan’ Rasmussen, men målmanden bevarede dog sin plads i en såkaldt ledergruppe på fire spillere. Samme Riddersholm foretrak i de fleste kampe i 2016-2017-sæsonen Aleksandar Jovanovic for Steffen Rasmussen i målet, hvorefter han i 2018 besluttede sig for at stoppe og hellige sig en erhvervskarriere, der i dag har ført ham til en stilling som key account manager hos OK med ansvar for smøremidler til industri.

-For AGF i fremtiden er der per definition store og gode muligheder, for jeg ser det sådan, at der stadig er et uforløst potentiale i klubben, siger Steffen Rasmussen, der opnåede stor popularitet blandt fans som en sand og trofast klubmand, der kun tjente den århusianske klub i stort set hele seniortiden.

Født: 30.09.1982 i Ørum

AGF: 2001-2018

Kampe: 418

Mål: 1