THOMAS ANDERSEN

MESTRENES MIDTBANESLIDER

Selv om alle trænere råber på individualister, er der formentlig lige så mange trænere, der prioriterer den stabile holdspiller, der altid udfører den pålagte opgave – og mere til. Thomas Andersen fra mesterholdet 1986 og pokaltitlerne 1987 og 1988 var den type spiller, der med udgangspunkt på den defensive midtbane fik det maksimale ud af sit talent qua sin intelligens, energi og løbevillighed.

-Jeg kom egentlig til klubben som forsvarsspiller, men fornemmede hurtigt, at der var andre planer med mig. Efter omskoling til 6’er på den defensive midtbane fik jeg masser af specialopgaver af cheftræner Jens Harmsen, især hvis vores modstander havde en dygtig spilfordeler. Som Harmsen altid sagde: ”Ham vil vi bare ikke se. Dribler han 10 meter den vej, følger du med. Hvis han løber 10 meter den vej, følger du med. Og hvis han går på toilettet, følger du også med.” Og det gjorde jeg så, siger Thomas Andersen med et smil.

Himmerlændingen fra Hvam ved Aalestrup levede op til sit klubnavn Kvik i serie 2, indtil han i 1980 tog på Vejle Idrætshøjskole. Det var her han målbevidst traf beslutningen om at teste, hvor langt han kunne nå med sit spil på fodboldbanen. Efter et år i naboklubben Ulbjerg blev han hentet til Viborg FF, hvor han tegnede sin første kontrakt i 1982 – og var moden til nye udfordringer efter fire gode år i trygge Viborg. AGF var på udkig efter en midtbanespiller og kiggede på holdkammeraten i Viborg, Poul Jensen, over to kampe. Men mest indtryk gjorde Thomas Andersen som højre back, så ham blev det fra starten på 1986. Det resulterede ikke blot i et pladsskifte på banen, men i høj grad også en ny og mere barsk kultur.

Den hårde jargon

-Jeg havde det godt med alle holdkammeraterne og andre omkring AGF, men jeg brugte i starten virkelig meget tid på at forstå den hårde jargon, der var til både træning og i kampene. Jeg kom jo fra det pæne Viborg, hvor tonen var mere fredelig, og man blev mødt med et ’kom igen’. I AGF skulle der præsteres til hver eneste træning og hver eneste kamp, men det skabte en stærk vindermentalitet – på godt og ondt, siger Thomas Andersen, der naturligt nok havde såvel de sværeste opgaver som de bedste øjeblikke i 1989, da AGF mødte FC Barcelona i kvartfinalen i pokalvindernes Europa Cup, hvor det blev 0-1 i Aarhus og 0-0 på Camp Nou.

-I kampen på Aarhus Stadion blev jeg i anden halvleg rykket ned til en ret uvant plads i forsvarets venstre side. Desværre hed min direkte modstander her Gary Lineker, og han var fandme svær at holde styr på. Nogle år senere mødte jeg ham som voksfigur på Madam Tussauds i London, og der var han noget lettere at markere! Det var også i forbindelse med Barcelona, at jeg havde min største triumf i AGF-tiden – dog uden for banen! Op til returkampen på Camp Nou var min kone Helle højgravid med vores første barn. Vi aftalte, at hun skulle hente mig tidligt næste morgen på Fredensvang, når vi var tilbage i Aarhus. Jeg spillede en temmelig god kamp med opgaven at tæmme deres anfører, José Mari Bakero. Kampen sluttede 0-0 kl. 22.45, hvilket som bekendt ikke var nok til at gå videre. Vi havde 150 sponsorer med til Spanien og fløj derfor hjem samme aften/nat. Da vi landede, ringede jeg til Helle. Hendes mor tog telefonen og kunne fortælle, at vandet var gået, så jeg styrtede afsted til fødeafdelingen og nåede akkurat at være med til Lærkes fødsel. Sikken et fantastisk døgn.

Sprang over ynglingetiden

Mesterskabet i 1986 hører til de uforglemmelige øjeblikke, og selv om fankulturen ikke var helt på højde med i dag, så glemmer Thomas Andersen ikke de mange glade fans, der fulgte holdet på færgen hjem fra Herfølge, hyldesten i Fredensvang og festen i Ridehuset. Det var stort for en spiller som Thomas Andersen, der var vokset op på landet langt væk fra et elitemiljø. At han nåede så meget, må tilskrives den stærke vilje. Han spillede aldrig ynglingefodbold på grund af en slem knæskade, men kæmpede sig alligevel til en flot karriere.

Sideløbende med fodbolden tog Thomas Andersen en læreruddannelse og er stadig i arbejde som lærer på Engdalsskolen i Brabrand, hvor han også får tid til old boys-fodbold – i trøje nummer 6! Helle har han heller ikke givet slip på, og han ser kun én fremtid for AGF: -Holdet SKAL tilbage i toppen af dansk fodbold. Det er en stor udfordring, som det ser ud lige nu, men det skal og vil lykkes.