Close
Tommy Christensen

TOMMY CHRISTENSEN

HATTRICK-MESTEREN

Der er to spillere i AGF’s nyere historie blandt de nulevende legender, der kan kalde sig for hattrick-mestre. I fodboldterminologien opereres der som bekendt med hattrick som betegnelsen for tre mål i samme kamp og ’ægte hattrick’ for tre mål i samme kamp på stribe. Men ét hattrick i karrieren var ikke nok for ægte målmaskiner som Søren Andersen og Tommy Christensen. De deler nemlig den imponerende klubrekord med hver fire hattrick i deres AGF-periode!

For sidstnævntes vedkommende faldt alle fire hattrick i den anden og sidste periode i AGF fra 1981 til 1984. Først gik det ud over KB i landspokalturneringen, da Tommy Christensen i august 1981 scorede tre mål i 6-0 sejren. Et flot comeback til klubben, efter et to-årigt ophold i hollandske PSV Eindhoven, hvor det store gennembrud dog udeblev. De tre næste hattrick for AGF scorede Tommy Christensen i efteråret 1982 inden for kun godt to måneder mod klubber som Sturm Graz, Østrig (6-1 Intertoto), Vejle (7-1) og Esbjerg (4-0). En enkelt A-landskamp og 12 kampe for U-landshold blev det også til i AGF-tiden.

Træner skabte teamwork

-Kendetegnende for mine bedste år i AGF var et fantastisk hold med en flok store individualister, som træner Poul Erik Bech formåede at få til at fungere i et teamwork. Jeg havde helt klart min bedste tid i AGF som spiller under ham, og jeg husker tydeligt, hvordan han gav John Stampe besked om, at han ikke måtte råbe ad mig. Jeg skulle bruge alle mine kræfter i feltet, og træneren havde tiltro til, at jeg nok skulle opsnuse målchancerne, mens min angrebskollega, Lars Lundkvist, piskede rundt og lavede en stor arbejdsindsats. En spiller som Kim Ziegler fik besked på, at han skulle agere fejebak for de to konstruktive kræfter, Henning Jensen og Morten Donnerup. Vi spillede jo champagnefodbold med det hold, der i 1982 burde have været dansk mester. Her begik Poul Erik Bech en sjælden fejl ved ikke at gå i defensiven med den føring på 2-1 over B 93, der kunne have givet os mesterskabet, siger Tommy Christensen med henvisning til resultatet 2-2, der gjorde OB til dansk mester.

Med de mange mål bidrog den lille angriber med det lave tyngdepunkt og det hurtige aftryk naturligvis flot til AGF’s mange topplaceringer, der førte til to gange DM-sølv i både 1982 og 1984 og DM-bronze i 1983. Men Tommy Christensens talent for målscoring fremstod tydeligt, allerede da han gjorde sin entré på AGF’s førstehold som kun 17-årig i 1978. Året efter hentede PSV Eindhoven ham til hollandsk fodbold for en to-årig periode. Efter ny succes i de trygge omgivelser i AGF 1982-1984 gik turen igen til udlandet, denne gang først til den spanske klub Elce CF og videre til engelske Leicester City og Portsmouth. Alt sammen inden for en to-årig periode, før han igen måtte hjem til Danmark for at tanke selvtillid – denne gang dog i Brøndby i 1986-1987 før et skifte til Vejle Boldklub, hvor opholdet med syv mål i 20 kampe sendte ham videre til det sidste udlandsophold i karrieren hos tyske Eintracht Braunschweig, hvor han står noteret for fire mål i 22 kampe.

-Med den opbakning, AGF nyder hos både byen og sponsorerne, så bør AGF være en fast bestanddel af top6. Men man bør være opmærksom på ikke straks at sælge de fire-fem bedste spillere, når de har tegningen til et godt hold. Og så er det vigtigt, at man lige som dengang i 1980’erne vil være i stand til at udvikle gode spillere på det nye akademi, der er på vej på Fredensvang, siger Tommy Christensen.

Karriere med is og vand

Efter fodboldkarrieren har han skabt sig en flot karriere i erhvervslivet med familievirksomhederne Plusice og Friskvand opstartet i samarbejde med faderen – med isterningfabrikker både på Sjælland og i Jylland samt lager af drikkevands- og isterningmaskiner i Ebeltoft. Virksomhederne leverer i dag både isterningmaskiner og drikkevandskølere til Horeca-branchen, til de danske festivaler og en lang række danske erhvervsvirksomheder. Tommy Christensens far John og bror Lars byggede i 2010 Danmarks første isterningfabrik i Lynge på Sjælland. Den er i dag førende på det danske isterningmarked med en døgnproduktion på 70 tons isterninger og knust is i to kilos-poser til bl.a. de store danske detail- og butikskæder.

Født: 20.07.1961 i Hillerød

AGF: 1978-1979 og 1981-1984

Kampe: 76

Mål: 40