Close
Troels Kjerulf Rasmussen

TROELS RASMUSSEN

GENNEMBRUD I MOSKVA

Selv om AGF-målmanden Troels Rasmussen var samtidig med store danske målmænd som Ole Kjær, Ole Qvist, Lars Høgh og Peter Schmeichel, forhindrede det ham ikke i at være den danske målmand med historiens bedste gennemsnit for mål imod sig på landsholdet! Han var med i truppen til EM 1984 i Frankrig, men det store gennembrud på landsholdet fik han i 1985 med en pragtkamp mod Sovjetunionen i Moskva. ’Utroelski’ lød det i den danske sportspresse, selv om Danmark tabte 0-1. Siden var AGF’eren med landsholdet til VM i Mexico 1986 og EM i Tyskland 1988.

Den 193 centimeter høje målmand er født i Ebeltoft, men voksede op i Vejle med ungdomsfodbold i 1971-79 og spillede 23 tællende kampe for klubben på seniorplan før skiftet til AGF i 1982. Det blev optakten til en stor karriere, der førte til et dansk mesterskab med AGF og tre pokaltitler i en periode på 12 år, før han stoppede for at hellige sig en erhvervskarriere i shippingbranchen. Men spørger man målmanden selv, burde der i dag have stået to DM-titler på hans ellers så flotte cv.

Hovedret og dessert

-Mesterskabet i 1986 efter en suveræn god sæson for holdet og klubben var naturligvis min største personlige triumf for AGF. At det ikke er lykkedes siden, sætter jo bare præstationen i relief. Jeg forestiller mig det fantastiske, at AGF’s store publikum eksploderer på den vildeste måde, når det engang sker igen. Hvis mesterskabet var hovedretten, så var fire pokalfinaler med tre titler forretten, mens desserten var de mange kampe i diverse Europa Cup-turneringer i AGF-trøjen. Men jeg ville så gerne spilles vores sidste kamp i 1982 mod B 93 om igen, hvis det ellers var muligt. Med en sejr var vi blevet mestre. Vi var foran 2-1, men med 2-2 måtte vi nøjes med sølvmedaljerne, mens OB blev mestre. Det skete i en sæson med Poul Erik Bech som træner og Henning Jensen på holdet i nogle fantastiske kampe, hvor vi bl.a. slog min tidligere klub Vejle med 7-1 på Aarhus Stadion, siger Troels Rasmussen.

Troels Rasmussen var permanent førstemålmand på AGF-holdet i hele perioden fra sin debut mod Esbjerg i en Carlsberg Grand Prix-træningskamp (sejr på 3-1) og i 1. division mod KB på Frederiksberg Stadion (sejr på 4-2). Især to mand har præget Troels Rasmussen i hans tid som ankermand i AGF-målet.

-Min bedste holdkammerat var ubetinget John Stampe. Vi spillede jo tæt sammen i forsvaret og løste de defensive opgaver i stor indbyrdes forståelse. Mit ansvar var ’feltet’, mens Stampes var alt andet i vores ende af banen. Vi fik det bundet godt sammen, og mentalt gik vi godt i spænd i forhold til de roller, vi hver især havde på banen. En anden ’bedste holdkammerat’ var den gamle målmandslegende, salige Henry From. Han var virkelig en sand gentleman og til stor inspiration for mig i de år, vi arbejdede sammen. Jeg føler mig meget privilegeret over at have kendt og arbejdet sammen med Henry From, siger Troels Rasmussen, der ikke tøver med at udnævne Brøndby som værste modstander.

-Lige som os bejlede de hvert år til top3 i en årrække. Det var på alle måder også de sjoveste kampe at spille, fordi der stod mest på spil. Min sidste hjemmekamp for AGF var mod netop Brøndby den 3. oktober i 1993. Med en sejr på 3-1 fik jeg sat det bedste punktum på karrieren, jeg kunne få på Aarhus Stadion, siger målmanden, der naturligvis havde mange andre gode oplevelser i AGF-trøjen – også i relation til klubbens mange fans.

-Jeg havde et fantastisk forhold til vores fans og følte, at de bakkede mig 100 pct. op i hele karrieren. Bedste oplevelse i den retning var pokalfinalen mod B 1903 i 1992 på Aarhus Stadion, hvor der var totalt udsolgt. Det officielle tal sagde 20.000, men folk sad alle steder, på tribunetaget, på løbebanen og alle andre tilgængelige steder. Der var en fantastisk stemning, der bar os frem til en sikker 3-0-sejr, og jeg vil tro, vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter, siger Troels Rasmussen, der i øvrigt blev den kun anden målmand i Danmark, der i 1988 mod Brøndby blev kåret som Årets Pokalfighter. Den første var Erling Sørensen fra Vejle i 1959 – mod AGF. Hans søn Peter var i øvrigt Troels Rasmussens barndomsven.

Hyldet som Årets Legende

I 2020 blev Troels Rasmussen hyldet som Årets Legende i AGF som den fjerde efter andre legender som John Stampe, Aage Rou Jensen og Martin Jørgensen. -Det betyder meget for mig, for jeg ser det som en anerkendelse af det, jeg var med til at skabe i klubben. Jeg er både glad og ydmyg over, at bestyrelsen mener, jeg dermed har en særlig plads i AGF’s historie. Men det er også en kåring, der skaber bro mellem fortiden og nutiden, og på mange måder ser jeg det også som en anerkendelse af de resultater, vi nåede i min tid i klubben, siger målmanden, der ikke er tvivl om, at AGF har en lys fremtid.

-AGF er i en unik position som byens hold i Aarhus og ubestridt den klub, der samler sponsorer, publikum, spillere og ledere i landets næststørste by. Potentialet er enormt, og det trænger i den grad til at blive forløst. Et nyt stadion i 2026 vil betyde meget for fodboldforretningen AGF med state of the art-sponsorfaciliteter, der bygger videre på den fine basis, der er skabt. Spillerne vil virkelig kunne mærke publikum i ryggen fra første række på en ny hjemmebane – en klar tolvtemand for holdet. Det er dog nu, vi skal bygge fundamentet til holdet, der skal indfri forventningerne til den fremtidige succes. I forhold til vores position i byen, i dansk fodbold og med en kæmpe opbakning har vi underpræsteret alt for længe. Det er en bunden opgave at ændre på det og få AGF tilbage i toppen af dansk fodbold på permanent basis. Mere klart kan det ikke siges, siger Troels Rasmussen, der sideløbende med karrieren tog en civil uddannelse i shippingbranchen og siden 2011 har været ansat hos logistikvirksomheden Scan Global Logistics A/S, hvor han arbejder med større kunder og har titel af VP Global Key Account Manager.

Født: 7. april 1961 i Ebeltoft.

AGF fra 1982 til 1994

Kampe: 500

Mål: 5

Titler: DM: 1986. Pokal: 1987, 1988 og 1992

Landskampe: 35